221 / 274
24
»LANDET MED DE FEM KONGER«
derfor den mærkelige Tilstand, at Staten stod uden Ministre. Det vil sige, der
var naturligvis Kansleren. Det maa være rart nok at kunne gøre ganske, som
man gerne vil; men det er vist ikke rart at skulle gøre mere, end man gerne vil.
Saa, skønt Kansleren i Begyndelsen var henrykt over at være ene Hane i Kurven,
blev han nok alligevel efterhaanden lidt anstrengt af det uvante Arbejde, og
hverken Kongerne eller Folket kunde være helt tilfredse med Situationen.
Der var i den lille Stat en gammel Vismand, som alle Folk søgte hen til,
naar de trængte til Raad og Hjælp. Han syntes, det var Synd, at Staten saadan
skulde lide under indre Strid. Han snakkede lidt med Kongerne, og saa lod han
Folket kalde sammen. Alle mødte, baade Kvinder og Mænd (de var nemlig saa
fremskredne i den lille Stat, at de havde almindelig Stemmeret), og den gamle
Vismand talte til dem for at vække deres Tillid til Kongerne, og han hørte paa
deres Klager og Bønner og lovede at hjælpe dem.
Han var rigtignok meget klogere og meget behændigere end Ministrene havde
været. For straks da han begyndte at tale med Kongerne, forstod de, hvad det
var, Folket ønskede, og saa fik Folket naturligvis den rigtige Grundlov, og de fik
igen valgt Ministre, og alt var idel Lykke og Glæde. Selv Rigskansleren sagde,
at han var glad, for det havde jo været en anstrængende Historie for ham; men
det var da forresten ikke alle, der troede ham rigtigt. Om Kongerne var glade,
det kan jeg rigtignok ikke sige; men Du kan jo selv spørge dem eller deres
Efterkommere, hvis Du nogensinde skulde træffe dem.
D E N S U R E .