EtDanskBoligselskabsHistorie

Boligbyggeris Klædebon. Saavel socialt som privat Byggeri har deres Beret

tigelse, men hverken Formerne eller Indholdet bør sammenblandes. Jeg foran

ledigede derfor, at Indenrigsministeriets Arbejdsudvalg den 2. Juli 1919 ud

sendte en Skrivelse til Kommunerne, hvorunder man advarede mod disse For

eninger og anmodede om nøje Kontrol med, at den offentlige Støtte ikke ind

kasseredes som Spekulationsgevinst af Foreningernes Stiftere, men virkelig kom

Beboerne til gode, og ligeledes foranledigede jeg, at Indenrigsministeriet i Cir

kulære af 18. November 1919 gav en Definition af en Byggeforening saa-

lydende:

Ved en Byggeforening m aa almindeligvis efter de i Lov af

. Juni

1919

§§

indeholdte Forudsætninger om Foreningers Almennyttighed og efter den almindelige

Opfattelse forstaas en Forening eller et Selskab, som er grundlagt i almennyttigt Øje

med og med udelukkende Hensyntagen til Medlemmernes og den stedlige Befolknings

almindelige Boliginteresser, og i hvilket fremdeles Foreningen eller Selskabet som saadant

er Ejer af samtlige Ejendomme, medens Medlemmernes Rettigheder bestaar dels i en —

i Reglen uopsigelig — Brugsret til en Lejlighed, samt hvori Foreningens eller Selskabets

Lejligheder udlejes til Medlemmerne billigst muligt, og Overskud ved Overdragelse af

Andele og Aktier sam t af Foreningens eller Selskabets Ejendomme skal tilfalde alminde

lige Boligformaal under offentlig Kontrol.

Jeg blev stillet overfor en

konkret

Stillingtagen til disse Spørgsmaal i Begyn

delsen af 1920, da en Række Entreprenørforeningers Byggesager kom frem fra

Københavns Kommune til Ministeriet og praktisk taget allerede

var

gennem

førte Byggerier. Det var efter mit hele Standpunkt ikke muligt for mig at give

Sagerne den Anbefaling overfor Ministeriet, som var Forudsætningen for U d 

betalingen af Laanene, og Sagerne gik i en Haardknude, indtil Borgmester

.Jensen

i de kendte Dage efter Generalstrejken 1920 blev Socialminister og

under en Forhandling med Embedsmændene traf en Ordning, som jeg tiltraadte

paa Grund af dens Nødvendighed, og som gik ud paa, at Sagerne blev ekspede

ret, men at Beboerne skulde have Adgang til Revision og Godkendelse af Regn

skaberne. Som Sagerne faktisk forelaa, var der ingen Anledning til Bebrejdelser

hverken overfor »Foreningerne«s Ledelser eller overfor Kommunen, thi Bolig

fremskaffelsen var og maatte være Trumf i alle disse Forhold. Men disse og

mange andre Sager viste mig, at

et A r b e jd e p a a Boligselskabernes Om r a a d e vai

paakrævet.

HUSLE JERFOREN INGEN

Det vil maaske ikke være uden en vis Interesse at høre, at jeg i 1918 sammen

med en Række Mænd, heriblandt den senere Højesteretssagførei C. C. Heile-

sen, Kommunelæge Vilh. Asmund, Skoleforstander M. Vibæk og Arkitekt

307