paa. Denne Paragraf bemyndigede Indenrigsministeriet til »efter Samraad med
Rigsdagens Finansudvalg at fastsætte, at Renter og eventuelt Afdrag for en
forud fastsat Periode kan eftergives eller Henstand med deres Erlæggelse til-
staas Laantageren for Statskassens Regning, naar det skønnes, at Byggepriserne
(Huslejeniveauet) eller andre, særlige Omstændigheder gør dette fornødent.
Det saaledes eftergivne Beløb eller det, hvormed der er givet Henstand, kan
ikke overstige i alt 10 % af Ejendommens Anskaffelsessum, og Eftergivelsen er
ordentligvis betinget af, at der af vedkommende Kommune ydes et lige saa
stort Beløb til Ejendommen«.
Det ses, at der herigennem ikke var skabt nogen
R e t
for de Byggende, men
kun en
Udsigt,
der kunde undergives forskellig
Fortolkning.
Ministeriet prakti
serede i adskillige Aar Sagen saaledes, at
forinden der forelaa en virkelig Misère
for vedkommende Boligforening, satte man ikke bemeldte § 5 i Gang og kun
som en
Henstand ,
ikke som en egentlig
Eftergivelse.
For en økonomisk Tanke
gang maatte det derimod være en Selvfølge, at § 5 burde sættes igang
for at
undgaa Miseren,
saasnart Prisniveauet sank saa dybt, at Miséren var i Sigte.
Der har været Grund og Anledning til stærkt at beklage en Lovgivning, som
blot stillede baade det Offentlige som Laangiver og Boligselskaberne som
Producenter samt har paaført en Række Beboere Tab ved at affordre dem Ind
skud, som senere blev tabt, medens Regeringen tøvede saa længe som indtil 1928
med at sætte § 5 i Gang, skønt Kronen gik i Pari 1925, og der som Følge
heraf indtraadte et
hurtigt Prisfald
og dermed Fald i Huslejepriserne samt
økonomisk uholdbare Tilstande for de Byggerier, som var opført under det høje
Niveau. Godt 10 % af Laanebeløbene med ialt henved 6 Mill. Kr.
tabtes
af
Stat og Kommuner.
En videre økonomisk Betragtning vilde have kunnet vise, dels at der efter
bratte Kursfald plejer at komme en Prisstigningsperiode, og dels at der gen
nem Aarene vil blive afdraget saa betydeligt paa de pantsatte Ejendommes
Prioriteter, at der herigennem opstaar et Grundlag for Omprioriteringer, som
kan være i Stand til at give Staten hel eller delvis Dækning for de Henstands
beløb, som Ministeriet efter § 5 burde have bevilget i Tide; og endelig plejer
der med større eller mindre Mellemrum at indtræde Perioder med dybe Rente
fald, i hvilke en Omprioritering byder særligt gode Driftsresultater. Alle tre
Dele er blevet Tilfæ ldet efter Slutningen af Trediverne og ofte med det Resul
tat, at Staten har kunnet faa sine tilgodehavende Renter og Afdrag tilbage
betalt eller omsat i en Prioritet, som Ejendommene er i Stand til at forrente og
amortisere. Undertiden er dette Resultat kunnaaetved Hjælp af Lejefoihøjeiser,
som Beboerne under det nuværende Prisniveau har fundet rimelig, i andre T il
fælde har Forhøjelser end ikke været nødvendige. Disse Kendsgemingei viser,
339