EtDanskBoligselskabsHistorie

338 / 651

at det havde været overkommeligt for Staten at sætte § 5 i Gang straks, da det
viste sig nødvendigt, i Stedet for at afvente Miserer i Byggeforetagenderne og
afstedkomme en offentlig Kompromittering af Statens egen Boligpolitik.
*
Da Loven var en Kendsgerning, foretog Selskabet i 1923 sammen med Arbej­
dernes Andels-Boligforening og Direktør la C our en Henvendelse til Indenrigs­
ministeren for at opnaa en bedre Ordning end den, der umiddelbart fulgte af
Loven, og navnlig en Ordning, der gav R en te fr ih ed for en Del af Statsbolig-
fondslaanene i en saadan Aarrække, at Lejen straks kunde nedbringes til et
passende Beløb og Foretagenderne paa Forhaand kunde anses for sunde.
Der førtes mange og lange Forhandlinger om dette Punkt, og Henvendelsen
modtog stærk Støtte fra Københavns Magistrat og Borgmester J. Jensen person­
lig. Man opnaaede imidlertid kun at fravriste Indenrigsminister Krag en Skri­
velse af 3. Juli 1923, hvori han tillod Københavns Kommune for sit Vedkom­
mende at give et særligt Tilskud og stillede i Udsigt, at Staten for sit Vedkom­
mende vilde give et lignende, for saa vidt Konjunkturerne og Forudsætningerne
i § 5 tillod dette. Da Kommunen principielt ikke mente at kunne yde anden
Støtte end Staten, fik Henvendelsen ingen Virkning.
Under Praktiseringen af Byggeri efter Lov om Statsboligfonden maatte der
efter Sagens Natur saavel i Kommunerne, som har Byggesagerne paa nært
Hold, som hos Bygherrerne raade megen Usikkerhed overfor den i Loven fast­
lagte Fremgangsmaade. Alene den Omstændighed, at Lejen i den saakaldte
»gamle Boligmasse« laa ca. 33 % under den Husleje, som Byggeriet efter Stats­
boligfondslovgivningen forudsatte, maatte fremkalde den største Usikkerhed.
Folk flytter ikke gerne ind i dyre Boliger, naar de kan opnaa billigere af nogen­
lunde samme Standard, og høj Leje i enkelte Boliger foraarsager derfor Fra­
flytninger og Uro om de Ejendomme, hvori de findes — hvilket just var, hvad
der senere indtraf.
Indenrigsministeriet gik endelig med til under 7. Juli 1924 at nedsætte et
Boligudvalg, væsentlig bestaaende af Embedsmænd, som skulde overveje Gen­
nemførelsen af den Huslejeudjævning, som Boligkommissionen havde syslet
med, men som dengang var strandet. Dette Boligudvalg havde sin Opmærk­
somhed stærkt henvendt paa den Kendsgerning, at Huslejen i den saakaldte
»gamle Boligmasse« fra før 1914 var særdeles moderat og var og maatte blive
Genstand for en gradvis Stigning. Og Udvalget bevægede sig derfor over Mulig­
heden af at beslaglægge Halvdelen af Lejeforhøjelserne til at foreslaa en Afgift?
der kaldtes en »Bolignødsafgift«, som skulde paalægges Ejendomme, der var
3 4 0