207 / 268
2 0 0
cio“, vandrede Kunstnerskaren, anført af Petersen,
ud til Paladset for at se det sjældne Syn, men
traf ved Indgangen en gammel Portner, som for
bød dem at komme ind.
Sagen kunde ganske vist være bleven afgjort
ved et Par Paoli; men da Petersen var Økonom,
foretrak han at bruge Mund, og da han ikke
var stiv i det Italienske, endte han Forhandlingerne
med et „Naa, Du gamle Porthund, kan det nu
inte snart gaa lidt ov er,“ hvorpaa Kunstner
skaren under høj Latter stormede Fæstningen.
Man naaede ud i Baggaarden, satte sig paa
den lave, fugtiggrønne Murkant og nød herfra
Peterskirkens dobbelte Stjerneglans, indtil Kul
den og Fugtigheden mindede om at gaa h jem ;
men hvad skildrer Skarens Forbavselse, da man
fandt Portrummet mørkt og Paladsets Port luk
ket. Den gamle Porthund havde aabenbart be
sluttet at hævne sig, og nu kunde man have
den Fornøjelse at tilbringe en kold og klam Nat
i en mørk Gaard, hvor man kun havde et Par
Marmortrapper til Hvile.
Forgæves kalder man, forgæves dundrer man
paa Porten, ingen lukker op; men da klinger
pludselig P ete rse n ’s glade Stemme: „Oh høj!
hiv mig i Vejret, saa jeg kan faa fat i J e r n
stangen deroppe, saa skal vi snart slippe u d .“