202 / 268
195
Han rystede sørgmodig paa Hovedet og sagde:
„Ak, Signore Guielmo, forbi er forbi.“
„Der bliver dog altid et Haab tilbage,“ sva
rede jeg.
„Maaske for Dem, men ikke for mig. Tænk
Dem om! Det evige Liv er kun et Udslag af
Menneskets uhyre Forfængelighed; thi hvad er
Mennesket mod det Utal af vældige Kloder,
som fylder hele Verdensrummet. Jeg knuser
denne Flue, og den er ikke mere; jeg dræber
et Menneske, og ser ham aldrig igen.“
Der var megen Lighed i aandelig Henseende
mellem Holbech og Bystrøm. Begge var de fat
tige, begge vistnok ramt af skuffede Forvent
ninger; men medens Bystrøm ligner en af de
mørke Cypresser, bredte Holbech som Pinien
sin brede Krone mod Himlen, og Glædens
Fugle byggede deri.
I Bystrøm fik jeg lidt efter lidt en fortrolig
Ven, hvem jeg maaske skylder mit Liv; thi da
jeg en Aften i 1867 vilde gaa hen i Café St.
Carlo, traf jeg ham udenfor, hvor han øjensynlig
havde afventet min Ankomst.
„Gaa ikke derind,“ sagde han, „og sig det
samme til Deres Venner i Skandinavisk For
ening.“
„Hvorfor?“ spurgte jeg forundret.
13*