201 / 268
194
Væsen noget, som i allerhøjeste Grad vakte min
Sympati. Aldrig talte han om sig selv, heller
aldrig om sin Familie, skønt det maa have været
med bitre Følelser, at han hver Dag vandrede
forbi sin Faders prægtige Villa, for at tjene et
P ar Paoli oppe i min beskedne Lejlighed; men
øjensynlig var det, at Livet hvilede paa ham
som et tungt Tryk, og der var tidt en Melan
koli i hans Blik, hans Stemme og hans Gestus,
som gjorde mig sørgmodig midt i vor glade
Samtale.
Je g husker en Aften, hvor det varede usæd
vanlig længe, inden han kom. Endelig hørte jeg
hans Skridt paa Trappen, tunge og langsomme
kom de opad, saa standsede de, og jeg, der
havde næ rmet mig Døren, hørte et Suk, som
fik mit Hjerte til at isne. For at han ikke
skulde mærke, jeg havde lyttet, gik jeg hen til
Vinduet og stirrede op mod Stjernehimlen, hvor
Venus stod højt med en blaalig, metallignende
Glans.
„De betragter S tjernerne,“ sagde han, idet
han langsomt traadte ind, „tror De paa d em ? “
„De Tider er forbi,“ svarede jeg; „men jeg
tænker paa, om man ikke engang skulde lande
hist oppe paa Venus, naar Jordelivet her er
forbi.“