205 / 268
198
det ægte, københavnske Udbrud: „Naa, kan det
nu inte snart gaa lidt ov e r!“ saa var det Ove
Petersen, som talte; thi med dette Udraab paa
stod han at kunne stoppe Munden paa enhver
Italiener, som gjorde unødvendigt Vrøvl. Blandt
disse gik han under Navnet: „Il biondo grasso“,
medens hans Navnefælle, der har gjort sig be
rømt ved at sejre i den internationale Konkur
rence om en ny Facade til Domkirken i Fi
renze, kaldtes „Il biondo mag ro“. Blandt Kunst
nerne, i det hele taget, hed de kun tykke og
tynde Petersen.
Den første var en livsglad Natur, en ægte
københavnsk Gut, der tog Livet som det var og
ikke frygtede for at kunne klare sig, paa hvad
Maade, det end skulde være. Paa Udflugter var
han den raadsnare Odysseus, som altid vidste
Udveje, hvad følgende Historie vil vise.
Naar Peterskuplen Paaskeaften lyser i sin
underfulde Stjerneglans, tager den sig bedst ud
fra „Monte Pincio“ ; men nede ved Tiberen,
henimod „Ponte S. Angelo“ findes der et gam
melt Palads, og naar man fra dets Baggaard ser
ned i Floden, spejler Kuplen sig i dens Bølger,
saa at den staar mod Himlen og Vandet som en
lysende Ildkugle, paa samme Maade som Pan-
theons Kuppel spejler sig i Tiberens Vand, der