211 / 268
204
i hvis Midte Springvandet plaskede, medens
dovne Skildpadder og vævre Firben slikkede
Solskin langs Murene, som var beklædt med
Vedbend og Vinranker. Selv om Vinteren pran
gede denne Have med Roser, Resedaer og stor
bladede Acanthus; men henad Foraaret iklædte
den sig sin lyseste Pragt. Da løvedes Vinrankerne,
da myldrede utallige Blomster op af de smaa
firkantede Bede, og her har jeg mangen Dag
dovnet i Solskinnet, medens mine tre Venner
stod flittige ved deres Arbejde.
Skønt meget forskellige i Udseende og Ka
rakter, dannede disse tre dog et Fostbroderskab,
som delte godt og ondt med hinanden. Wal
ther Runeberg havde fra sit Land med de tusind
Søer arvet et vist blidt Sværmeri, der laa over
ham som Maaneblinket over Fossens Susen. Man
følte, at han var Søn af en Digter. Dertil var
der i hans finske Natur noget varmt og tro
hjertigt, og hans stadigt tilbagevendende: „Det
tror jag inte all’s “ viste, at han tænkte retsin
digt og hæderligt om alle Mennesker.
Han havde sluttet sig tæt til Laurits Prior,
en livsglad, fornøjelig ung Mand, som dannede
det glade Element til Runebergs maaske lidt
melankolske Temperament.
Til disse to sluttede Frithiof Kjellberg sig