215 / 268
208
Nede i „Due Macelli“ laa gamle Bissen’s
tvedelte Studie, og her arbejdede to Mænd, af
hvilke den ene nu har skabt Absalon paa sin
vælige Ganger, medens den anden, som den
gang arbejdede paa Digteren Munch ’s Buste,
fattig og fortrykt vendte tilbage til Norge i Kon
sul Bravo’s aflagte Klæder.
Vilhelm Bissen havde dengang mistet sin
unge, elskværdige Hustru, og over hans livs
glade, ellers saa frejdige Humør laa der af og
til en tung Skygge, som selv det muntreste
Selskab havde ondt ved at forjage. Je g havde
ikke kendt ham tidligere, men i ham fik jeg
snart en Ven, som jeg skylder uendelig meget
baade fra Kunstens og Naturens Side; thi sjæl
dent har jeg truffet en Kunstner, der var saa
fortrolig med den romerske Natur i dens fineste
Detailler som han. Han elskede Blomster og
Dyr, han kendte Kampagnens lønligste Stier,
han var inde i Roms mest forskellige Forhold
og dertil var han en saa aaben, sund og kerne
fast Karakter, at man i ét og alt kunde betro sig
til ham. Han var min Fører paa Kampagnen,
værgede mig mod dens Hunde og Bøfler, viste
mig hvor Tarantlerne havde deres Reder, fløjtede
de store, grønne Firben frem fra deres Skjul og
fangede dem med et Hvedestraa saa let, som