221 / 268
214
spurv, var man næ r ved at kvæles af Latter, og
naar han iført Barnetøj kom ind ad Døren med
en særegen, inderlig fornøjet, fjollet Mine, ra
gende i alle sine Lommer efter Noget han ikke
kunde finde, og til sidst halede en mægtig Po rt
nøgle op af sine Støvleskafter med de Ord: „Jeg
skulde spørge fra min Fader, om den er af
G u l d ? “ brast alle ud i en endeløs Latter, under
hvilken Lund med en højst forbavset Mine for
svandt ud ad Døren. Ubegribeligt er det derfor,
at han paa Lærredet er saa tør baade i Udtryk
og Kolorit, som hans Konkurrencebillede „Judith“
viser. Judith har lige dræbt „Holofernes“ og
staar med det bloddryppende Hoved i sin højt
opløftede Haand, beredt til at lade det falde ned
i den Sæk, som hendes gamle Tjenerinde løfter
i Vejret. Motivet er heldigt valgt; men hverken
hos Judith eller hos den gamle Tjenerinde sporer
man den mindste Bevægelse over den blodige
Daad, der lige er forøvet, og jeg maatte uvil-
kaarlig give Fru Collin Ret, da hun bemærkede,
at det nærmest saa’ ud, som om Judith talte til
Vask. Da jeg fortalte dette til Carl Bloch, smi
lede han og sagde paa sin rolige, noget lang
somme Maade: „Jeg skal sige Dig én Ting, for
at være en god Maler, maa man tillige være
noget af en Digter; men det er Lund ikke, han