219 / 268
212
alt dette, og han malede med en Kraft og
Energi, som gjorde, at hans Penselføring blev
sikker, hans Kolorit behersket og dog kraftig.
Og alt som den blinde Samson vandrede sin
tunge Gang i Trædemøllen, drillet og tirret af
den fejge Usling, som griner til ham fra Kvæ rn
stangen, voxede ogsaa Bloch’s Ry som Kunst
ner, og da Billedet var færdigt, vandt Bloch
Legatet og et Navn.
Jeg havde kendt ham allerede i København
gennem Frederik Bøgh, og havde mangen Aften
siddet i Store Kirkestræde, hvor Emil Bloch med
en grøn Skærm for Øjet viste mig sine Haand-
tegninger og Raderinger, medens Carl med et
lunt Smil tegnede ham fra den anden Side af
Bordet. Her i Rom fornyede vi ikke blot Be
kendtskabet, men blev Venner for Resten af
vort L iv ; thi Bloch var ikke alene en god
Kunstner, men ogsaa et godt Menneske i Ordets
egentligste Forstand. Hans Dom over Kunstnere
og Kunst var lige sikker, og han var derhos i
Besiddelse af en vis stilfærdig Humor, som
brød ganske sagte frem, men derfor ramte desto
føleligere, dog aldrig paa nogen ondskabsfuld
Maade.
F. C. Lund, med hvem jeg senere tilbragte
Sommeren i Sabinerbjergene, havde efter min