225 / 268
218
ved den Tjenstvillighed og Elskværdighed, der
altid har væ ret ham egen. Han var stadig i
Aktivitet, travede i den stæ rkeste Solhede mile
vidt omkring, og udførte samtidig dermed alle
de mange Smaaærinder, som Skandinaverne,
der kendte hans Tjenstvillighed, overbebyrdede
ham med. Altid smilende, altid glad, altid i
travl Aktivitet var han min Ledsager, først i Rom,
senere i Neapel, og det eneste uheldige, der
var ved ham, var den Revolver, som han stadig
bar i Baglommen og som man lige saa stadig
frygtede for skulde knalde løs i Utide; thi
fingernem og praktisk var Schmidt egentlig
ikke.
En Dag, da vi ad „Via p ia“ var naaede langt
uden for Roms Porte, hørte jeg stadig en kling-
rende Lyd, som jeg ikke kunde forklare mig;
men pludselig saa’ jeg en blank Napoleondor
trille hen ad Vejen. Je g tog den op, saa’ paa
Schmidt, der intet havde mæ rket, og lidt efter
trillede et nyt Guldstykke samme Vej.
„Er De gal, Schm idt!“ udbrød jeg, „gaar De
med Deres Guld løst i L omm e n ? “
„Ja,“ svarede han fornøjet, „for jeg har lagt
Mærke til, at det gnaver Hul i min Po rtemonnæ .“
I samme Øjeblik væltede Resten af Guldstyk
kerne hen over Vejen, og da jeg havde set et