226 / 268
219
Par Hyrder, hvis skarpe Blik havde forfulgt os,
sagde jeg: „Skynd Dem at samle det op, og lad
os gaa h jem ! “
„Hvorfor d e t ? “ spurgte han naivt.
„Fordi de to Fyre dér har gode Rifler.“
„Aah, det gør ikke noget!“ udbrød han straa-
lende. „Jeg har min Revolver hos m ig .“
„Saa meget des væ r r e ,“ bemærkede jeg, „thi
inden De faar den ud af Foderalet, er De
skudt. Hvor er N ø g len ?“ Schmidt følte i sin
Vestelomme, og der kom et Udtryk i hans An
sigt, som lignede Lund ’s: „Jeg skulde spørge,
om denne Nøgle er af G u ld ? “ Thi Nøglen havde
han glemt hjemme, og jeg lykønskede mig til,
at vi i god Behold kom samme Vej.
Svenskeren Nyblom staar for mig, i al sin
djærve Elskværdighed, som en af de fineste
Kunstkendere, jeg har truffet. Der var adskilligt
hos ham, som mindede om Julius Lange, med
hvem jeg senere traf sammen. I ethvert Fald
havde han den samme inderlige Kærlighed til
Kunsten som hin. Den sidste Dag, han tilbragte
i Rom, fulgtes jeg med ham op i Vatikanets Skulp
tursamling, hvor han gik omkring, tavs og alvorlig,
tagende Afsked med hvert af de mange af Old
tidens Mesterværker, som han havde faaet saa
kær. Pludselig standsede han, saa’ sig om og