232 / 268
225
tilsvarende Halstørklæde og høj, sort Hat, me
dens den anden, let og elegant klædt, legede med
sin Urkæde med den venstre Haand og med den
højre vinkede ad „cameriéren“, som just kom
til Syne i Døren.
„Der har vi jo Bergsøe!“ hørte jeg ham ud
bryde, og til min Overraskelse saa’ jeg, at det
var Goldschmidt, med hvem jeg alt tidligere
havde stiftet Bekendtskab i min Onkel, Professor
Adolph Bergsøe’s Hus, hvor Goldschmidt som
Redaktør af „Nord og Syd “ var en velset Gæst.
„Hvilket Osteri søger nu de D a n sk e ? “ spurgte
han. „Jeg længes efter paa ny at komme i en
rigtig Kunstnerknejpe.“
.
Jeg nævnede Osteriet og Navnene paa de
Kunstnere, som søgte dér; men jeg lagde Mærke
til, at Goldschmidt’s Ansigt formørkedes, da jeg
nævnede et Par af Kunstnerne, og han sluttede
lidt koldt: „Ja, saa kan vi maaske træffes dér
i Aften!“
Da jeg mødte i Osteriet, var Goldschmidt der
ikke, og ingen af Kunstnerne anede noget om
hans Ankomst.
„Skal vi nu trækkes med ham en hel Vinter
igennem ,“ sagde F. C. Lund, „faar jeg fat i
ham, skal jeg nok give ham en Tak for sidst.“
Nu forstod jeg hvorfor Goldschmidt var bleven
Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet.
15