236 / 268
229
„Er De nogen Sinde bleven overfaldet?“ Der
bredte sig et lunt Smil over Holbech’s Ansigt,
idet han sagde: „Tror De Nogen vil overfalde
mig, jeg har jo aldrig en Scudo i Lommen. Jo,
vent lidt, det er dog hændet mig én Gang.“
„Fortæl! fortæl!“ lød det i Kor fra de andre.
„Ja, der er egentlig ingenting at fortælle, for
det Hele gik „ein, zwei, d re i!“ Jeg havde en
Aften væ ret oppe i Klosteret hos Kiichler, det
var saadan en rigtig varm Sommeraften, og vi
sad derfor længe ude i Haven inden vi skiltes.
Mørket falder jo hastigt her i Rom, og Kiichler
spurgte, om jeg vilde have en Broder med paa
Vejen; men jeg svarede, at jeg nok skulde klare
mig alene. Nu véd I, at der hvor Vejen bøjer
ned mod Forum, staar der til højre nogle Helgen
altre, og ligesom jeg gaar, ser jeg, at der lurer
en Fyr, trykket tæt op til Muren, bag ved disse.
Naa, der er jo saa mange, der sover i de Hul
ler, og jeg gaar derfor rolig fremad; men plud
selig er han med et Spring inde paa Livet af
mig med sin forbandede romerske Kniv i Haan
d en .“
Her gjorde Holbech en vellykket Pavse, og
Goldschmidt spurgte aandeløst:
„Og s a a ? “
„Saa tog jeg min Stok „en bayonnette“, og