241 / 268
234
Wales og Dronning Victoria forenet i samme
Glas var ikke nogen let Opgave. Men Fortryl
lelsen maatte løses, thi der laa en ængstelig
Stilhed over Forsamlingen, og flere af Kunst
nerne var ikke fri for at smile paa en noget
ondskabsfuld Maade. Je g rejste mig derfor op,
og til den af mig forberedte Tale for Dronningen,
fik jeg ved en behændig Vending baade hendes
Søn og Bruden flettet sammen i et Trekløver
blad, som frelste os ud af Vaanden.
Festen fortsattes derpaa i „løftet Stemning“,
og den gode Frascativin, som Bravo havde for
skaffet, flød i saa rige Strømme, at man ganske
glemte Goldschmidts lille Uheld, til det pludse
lig blev afløst af et nyt, for hvilket der intet
Middel gaves. F. C. Lund indløste nemlig sit
Løfte, og det kom til et saa varmt Ordskifte, at
Goldschmidt rejste sig og forlod Salen.
Hvor løftet han var paa Kærlighedens Vinger
følte vi alle; men vi indsaa’ tillige, at han her
handlede som sand Gentleman ved at fjerne sig
uden at svare paa Fornærmelsen.
Hvor elskværdig og godmodig Goldschmidt i
det hele taget var, viser et lille Træk, der egent
lig tilhører Osterilivet, men som jeg vil med
dele her for at vise, hvor overbærende Kærlig
heden gjorde ham.