243 / 268
236
Over Velia naaede vi endelig Titusbuen, og
nu foreslog Farmaceuten, at vi i festligt Optog
skulde drage igennem den, fordi vi havde er
obret Jerusalem. Med disse Ord sprang han op
paa Ryggen af Goldschmidt, og idet han raabte:
„Jeg er T itu s!“ kvækkede han som en Frø, og
nu kom det, som jeg fandt aldeles mærkværdigt.
Goldschmidt blev hverken vred eller forarget.
Skønt han var Jøde og skønt Pagtens Ark og
den syvarmede Lysestage skimtedes i Buens
mørke Portrum, bar han den unge Farmaceut
gennem den uden at ytre ringeste Tegn paa
Vrede. Sligt kan kun Kærligheden bevirke.
Man har ofte tvistet om, hvad Religion Gold
schmidt egentlig havde. Efter min Mening var
han hverken Jøde, Kristen eller noget som helst
andet — han var søgende, vilde finde en Reli
gion, der kunde tilfredsstille baade ham og Men
neskeheden, og han fandt den i Troen paa den
retfærdige, evige Gengældelse, den strenge Ne
mesis, der raader baade over den enkelte P e r
son og over Folkeslags Skæbne. For Jødefolket,
til hvilket han selv hørte, nærede han en dyb
Sympati, og dets tusindaarige Forkuelse, dets
Forfølgelse og den Foragt, mange endnu nærede
for det, vakte hans retfærdige Harme; men han
saa’ dets Mangler og dets Fejl.