245 / 268
238
om Almisse, unge Jøder med raa, begærlige
Ansigter, og gamle med hvidt Skæg og i øster
landske Kaftaner. Vi gik og gik; men Goldschmidt
sagde ingenting, han vedblev at uddele sine
Gaver til hans Pung var tom.
Da traadte en gammel Jøde i en slidt Silke
talar ud af et større Hus, som jeg senere fik at
vide var en af Jødernes Synagoger. Han stirrede
paa Goldschmidt og søgte at standse ham, og
da sagde Goldschmidt paa Hebraisk nogle Ord,
som jeg ikke forstod, men som syntes at mis
hage den Gamle, der pludselig spyttede ad os
begge.
Næppe var dette sket, før vi rundt om os
hørte Raaben, Skælden og Hujen. Fra alle Sider
myldrede hæslige Skikkelser frem, Børnene skreg,
Kvinderne raabte, og pludselig susede en Regn
af Kaalstokke, Appelsinskaller og Gadesnavs ned
over os, saa at vi skyndsomst maatte tage
Flugten.
„Det er dog en elendig Befolkning, sagde Gold
schmidt til mig, da vi endelig slap ud; jeg lyste
Velsignelsen og fik Forbandelsen til G engæ ld .“
En lille Fejl havde dog Goldschmidt, og den
har, som man vil se af hans Livserindringer,
fulgt ham lige fra hans Ungdom, og den ytrede
sig paa en pudsig Maade, selv i Smaating. Han