251 / 268
244
Damerne forlangte at komme ind og stormede
mod den franske Skildvagt, som fældede Bajo
net og spurgte om vi havde „permesso“. En
af Kunstnerne forklarede ham nu, at de to P e r
soner, som var slupne ind, havde „permesso“
for hele Selskabet; men dette vilde F ranskman
den paa ingen Maade lade gælde, og saa b e
sluttede vi da at vente paa ny. Faklerne maatte
jo snart væ re tændte.
Vi slog os igen til Ro og hørte Kapitoliums
Klokke slaa 12 1/ 2. Saa sagde en af Kunstnerne
pludselig: „Jeg tror Fanden tage mig, at han
holder os for N a r.“
Denne Tanke forekom særlig de ældre Damer
saa nedværdigende, at de paa det ivrigste tog
Goldschmidt i Forsvar, og under denne Diskus
sion hørte vi tre dybe Klokkeslag, som fortalte,
at nu manglede der kun et Kvarter i ét, og
Kunstneren endte Diskussionen med den kate
goriske Sætning: „Ja, nu gaar jeg Fanden tage
mig h jem !“
Da en stor Del af de andre Kunstnere fulgte
hans Exempel, var Damerne nødt til at følge
med, og under almindelig Indignation travede de
saa hele den lange Vej tilbage, og det blev
Kunstnernes sørgelige Lod at maatte følge hver