253 / 268
246
Til Goldschmidt’s elegante Fremtræden, hans
aandfulde Samtale og brillante Stil stod Arentzen
baade som Menneske og Digter i fuldstændig
Modsætning, og han vandt derfor ikke megen
Tilslutning hverken blandt Kunstnerne eller de
andre Danske, som besøgte Rom.
J e g har tidt lagt Mærke til, at Folk, som har
viet deres Liv til en Lærers vanskelige G e r
ning, har ondt ved at ryste Læreren af Ærmet,
og dette var netop Tilfældet med Arentzen.
Han talte altid i en vis overlegen Tone, og naar
han kom med sit „som bek e nd t“ eller „som De
muligvis v é d “, anbragte han dem ofte paa en
saadan Maade, at man blev stødt derover. Der
til kom, at han var i høj Grad utilfreds baade
med hele Italien og særlig Livet i Rom, hvor
han overhovedet ikke kunde finde sig til Rette.
Naar han i sine Rejsebreve til „Fæd relandet“
skildrer Verona, denne Italiens Titel-Vignet som
et eneste stort Pissoir, kan man tænke sig hvad
han mente om Rom, hvor der staar malet im-
mundezzajo (Mødding) paa de Hjørner, hvor B e
folkningen har Lov til at kaste deres Køkken-
Affald.
Medens baade Folkelivet og de antikke Rester
fyldte os andre med Glæde og Beundring, saa’
Arentzen i dem en Mangel paa Kultur og svundne