254 / 268
247
Rester af en barbarisk Tid. Kom jeg med ham
i Kolosseet, beundrede han ikke dets Storhed,
heller ikke Vegetationens Skønhed eller den
mægtige Arkitektur, men rasede over, at Cæsa-
rerne her havde ladet de vilde Dyr sønderrive
Tusinder af kristne Martyrer. Viste jeg ham
Peterskirken, blev han ikke imponeret af dens
Storhed og Pragt, men rasede over Paverne,
som havde bygget den for de Afladspenge, hvor
med de havde snydt den hele Verden. Ja selv
Kampagnen fandt ikke Naade for hans Øjne;
han fandt den tør, kedelig, og da vi en Dag
havde taget Sæde ved Cecilia Metellas Gravmæle
og jeg netop havde fortalt ham om mine Planer
for Fremtiden, udbrød han overlegent:
„Ja nu tror De naturligvis, De er en Helvedes
K a r l? “
Da jeg benægtede dette, fortsatte h a n : „Ja
for det troede jeg, da jeg var i Deres Alder.“
I disse Ord laa Nøglen til Arentzen’s hele
V æ s e n ; thi han havde som saa mange vugget
sig i Haabet om at blive en af Danmarks store
Digtere, og da disse Illusioner brast, fyldtes hans
Sind med en Bitterhed, som han ikke formaaede
at skjule. Men under den ru Skal gemte han i
Virkeligheden en varm, ideel Natur, som krym
pede sig under den Livslod, der var blevet ham