256 / 268
249
Desværre tog han Afsked med denne By paa
en Maade, som var os alle lige pinlig. Da han
en Formiddag efter Sædvane kom op i Forenin
gen for at læse Aviser, havde Batzmann, som
var Foreningens Sekretær, endnu ikke bragt
dem, og da Arentzen senere erfarede, at G ru n
den hertil var den, at Batzmann paa Vejen fra
Bravo havde spist Frokost i Café Carlo, en af
Roms mest besøgte Kafeer, blev han aldeles
rasende og klagede i Ankeprotokollen over, at
Batzmann „besøgte Kroer og Kipper“ i Stedet
for at varetage sin Gerning som Sekretær.
Dette vakte almindelig Harme blandt Kunst
nerne, og Batzmann forlangte en Aften, da vi
alle var samlede, at Arentzen skulde stryge de
paagældende Udtryk, men fik kun til Svar:
„Hvad jeg skrev, det skrev je g ,“ ganske som
om han gav en Discipel en Anmærkning. Da
kom det til en højst ubehagelig Scene, som b e
virkede, at Arentzen forlod Rom. Og saaledes
havde vi mistet begge vore Digtere, den ene
paa Kærlighedens og den anden paa Vredens
Vinger.
Je g har hidtil dvælet ved Kunstnerne, Arkæo
logerne og Digterne; men der var naturligvis