252 / 268
245
enkelt hjem. „Men han skal ikke dø i Synden,“
forsikrede de.
Da de den næste Dag traf Goldschmidt og
spurgte ham, hvorfor han ikke var kommet til
bage, svarede han uden mindste Forvirring :
„ T i l b a g e ! Selskabet var jo gaaet, da vi kom .“
„Nej, vi stod og ventede over tre Kvarter,“
raabte en af de gamle Damer, jeg kan endnu
mæ rke det i mine Ben .“
„Det forstaar jeg aldeles ikke,“ svarede Gold
schmidt med et galant Buk. „Der hvor vi gik
ud, var der virkelig ganske tomt.“
„Men hvor blev da Faklerne a f ? “ raabte en
anden.
„Ja, dem havde Kustoden glemt; men jeg
fandt alligevel to, som lyste for mig hele Vejen,“
og Goldschmidt sa a’ paa den gamle Dame med
et saa sarkastisk Blik, at hun slog Øjnene ned.
„Ser D e ,“ fortsatte han, „det hænder under
tiden efter et gammelt, romersk Sagn, at Kolos-
seet vender sig ved Midnat, og det maa vist
nok være sket den Aften, ellers forstaar jeg slet
ikke hvorfor, at jeg ikke fandt Selskabet.“
Med denne Forklaring maatte de gamle Da
mer lade sig nøje; men fra den Aften blev det
et Slagord, naar der var noget i Vejen: „Ja, det
er blot Kolosseet, der har vendt sig !“
k
I