247 / 268
240
Vi begyndte igen, og ti Minutter efter havde
han tabt Spillet.
„De ser jo u dmæ rk e t!“ udbrød han, „hvor
kan De saa bilde os ind, at De er b lin d ? “
„Jeg bruger det Øje jeg har tilbage,“ svarede
jeg roligt og vilde gaa.
„Nej, nu vil jeg have Revanche!“ udbrød han,
„det tredje Parti hører mig til.“
Vi spillede paa ny, og da Resultatet blev det
samme, kastede han heftigt Queuen hen over Bil
lardet med de O rd: „Nu kan D e b e ta le !“ og
foer med det samme ud af Salen uden at sige
mig Farvel.
Et P ar Dage efter talte han ikke til mig naar
vi mødtes; men da vi paa den tredje traf sam
men i Osteriet, kom han hen til mig og sp u r g te :
„E r De vred paa m ig ? “
„N e j!“ svarede jeg, „men jeg forstaar ikke,
hvorfor De blev saa heftig.“
„Jeg tilstaar, at jeg har handlet urigtig, og beder
Dem om Forladelse,“ sagde han, idet han rakte
mig Haanden. „Jeg har den Fejl ikke at kunne
lide Overmænd, selv ikke i en „å la g u e r r e “. “
Saa tog vi Plads ved Siden af hinanden, og
Goldschmidt var den Aften elskværdigere end
nogen Sinde før.
Man siger Kærlighed gør blind, og man