244 / 268
237
Da jeg en Dag kom gaaende over „Ponte
Sisto“ , traf jeg Goldschmidt, som stod og be
tragtede den Fontane, der fandtes uden for
Ghetto og hvis to Straaler springer korsvis over
hinanden, for daglig at haane de forbivandrende
Jøder. Da han saa’ mig, sagde han: „Jeg véd
ikke, om jeg skal gaa derind eller ej? Jeg blev
helst udenfor; men det er, som om en usynlig
Magt drager mig mod mine Landsmænd. Vil De
følge m ig ? “
Gennem den trange Port, som i gamle Dage
hver Aften lukkedes for Jøderne ved Solned
gang, kom vi ind i det af Dynd og Laster be
sudlede Tiberkvarter, som kaldtes Ghetto, men
som nu til Æ re for det unge Italien er forsvun
det fra Jordens Overflade.
Fremad vandrede vi i den snævre, stinkende
Gyde, som er Ghettos Hovedgade. Rundt om
kring os kom skidne, udmagrede Skikkelser til
Syne, falbydende deres lurvede Kram, medens
en Flok pjaltede Unger fulgte os som smaa Rov
fugle, strækkende Hænderne ud efter de Smaa-
mønter, som Goldschmidt rakte dem. Vi gik
dybere og dybere ind i disse Elendighedens
Huler, og overalt mødte vi det samme sørgelige
Syn: mugne, faldefærdige Rønner, gamle, skal
dede Kvinder, som med mimrende Munde raabte