240 / 268
233
til Festen, og Talerne blev fordelte saaledes, at
naar Bravo havde udbragt de nordiske Hellig-
trekongers Skaal, skulde Goldschmidt tale for
det høje Brudepar, medens jeg fik den mindre
misundelsesværdige Opgave at tolke mine Følel
ser for Dronning Victoria.
Vi samledes i den muntreste Stemning, og
gik til Bords. Bravo, som den Dag havde
sit store Dannebrogskors paa Brystet, afleverede
sin sædvanlige Skaaltale med al Aplomb. Lidt
efter rejste Goldschmidt sig, saa’ ud over For
samlingen og begyndte:
„Der var engang en ung og dejlig Prinsesse,
til hvem en mægtig Prins bejlede“ ---------
Videre kom han ikke, thi i samme Øjeblik
hævede hans Ungdomselskede sine nedslagne,
fløjlsbløde Øjne i Vejret og saa’ paa ham med
et Blik, der som et Lyn gik ham gennem Sjæ
len. Han standsede som ramt af et elektrisk
Stød, saa’ paa hende igen, og alt blev dødsstille;
der kom ikke et Ord over hans Læber. Ende
lig foer han med Haanden til Panden og sagde:
„Jeg maa bede Selskabet undskylde, jeg har
ladet mig distrahere.“ Og dermed satte han sig
ned.
Det var en vanskelig Situation at klare; thi
at faa baade Prinsesse Alexandra, Prinsen af