235 / 268
228
Vinen fra Marino, og naar Holbech havde ind
taget Præsidentpladsen for Enden af det lange
uhøvlede Bord, lyste der i hans Øjne en saa
inderlig Tilfredshed med den tarvelige Anretning,
at man glemte Omgivelserne og kun lyttede til
de muntre Historier, der fortaltes. Hvor over
rasket blev jeg derfor, da jeg traf den elegante
og noget pertentlige Goldschmidt under disse raa
Omgivelser, og endnu større blev min Forun
dring da jeg hørte, at han havde sluttet sig tæt
til Holbech og hans Venner, som ganske b e
stemt ikke var Aandsmennesker. Det gik da
heller ikke i Længden, og da jeg var Vidne til
den snurrige Maade, hvorpaa Bruddet skete,
skal jeg fortælle det.
Vi sad sammen en Aften i det tarvelige Os
teri, som kun belystes af en enlig Olielampe højt
oppe under Loftet; men Marinovinen var gaaet
hyppigt rundt og det begyndte allerede at lide
ud paa Natten, da Goldschmidt pludselig spurgte:
„Sig mig, Holbech, er man sikker i Rom, for
jeg har langt h jem ? “
Holbech strøg Vinperlerne af sit store Skæg
og svarede filosofisk: „Ja, det er ligesom man
tager det, somme Tider bliver jo Nogle stukket
ihjel!“
Goldschmidt saa’ lidt betænkelig ud og s p u rg te :