237 / 268
230
lige idet han vilde støde til, jog jeg den i Bryst
kassen paa ham, saa han styrtede baglænds til
J o r d e n .“
„Dræbte De h am ? “ spurgte Goldschmidt for
skrækket.
„Det véd jeg ikke,“ svarede Holbech roligt,
„man spørger aldrig efter den Slags Ting i
Rom .“
Der blev en dyb Tavshed, Goldschmidt sad
grundende, saa skimtede jeg et polisk Blink i
hans livlige Øjne og han fortsatte:
„Ja se, De kom nu fra det med Magt; men
man maa dog hellere bruge List, saaledes som
jeg engang gjorde.“
„Lad os høre d e n ,“ sagde Holbech.
„Ser De, det var nu ikke her, men i Lon
don. Je g havde været til en stor Soiré hos Rot-
schild, som er gift med min Kusine, og det blev
langt over Midnat, inden vi skiltes. Je g var hed
i Hovedet af Champagnen og mente, at lidt
Natteluft vilde gøre godt. Je g drev derfor lang
somt ned mod Themsen, dér hvor Dokkerne
ligger. Der var ikke en levende Sjæl paa G a
den; men pludselig kom der ud af en Gyde to
Skikkelser, som raadslog lidt med hinanden og
derpaa begyndte at følge efter mig. Hundreder
af Rejsende har man fundet druknet i Themsen