242 / 268
235
Vi havde en Aften været ude i Rafaellas
Vigne, hvor der fandtes en ædel Vin, og hvor
vi i den lyse Foraarsaften havde siddet under
Ranker og Roser til langt ud over Midnat. I
Selskabet fandtes en ung Farmaceut, som lige
var kommet fra Paris og som førte hele Boule
vardlivets mindre heldige Skikke med sig. I sin
let flagrende Kappe lignede han en munter Nat
sværmer, der flagrer snart mod Lyset, snart mod
Ruden, og hver Gang han gjorde en af disse
Volter, ledsagede han den med en ejendommelig,
kvækkende Lyd, som var han en stor Frø, der
sang i et Gadekær. Han havde de kaadeste Ind
fald, fortalte de morsomste Historier og var i
det hele taget en saa elskværdig „Broder Lu
stig“, at vi flere Gange maatte minde ham om,
at han befandt sig paa romersk Grund, og at
en Kniv sad mere løs i Roms Osterier end paa
Paris’ Boulevarder.
Endelig brød vi op og marcherede i sluttet
Række frem ad „Via triumphalis“ til stor For
skrækkelse for de enkelte Nattevandrere, vi
mødte; thi vi gik under Sang og Klang, og sta
dig raabte Farmaceuten, idet han svøbte sig i
sin Kappe, som var det en Toga: „Saaledes
marcherede de gamle Romere, naar de havde
besejret Jøder og G ræ k e r .“