259 / 268
252
dede med sine Vinger, at han raabte om Hjælp.
I Vandet laa et af de tykke, romerske Rør, og
da jeg ikke havde noget andet Værge, greb jeg
dette og slog af al Magt efter det rasende Dyr,
som jeg var saa uheldig at ramme lige i Ho
vedet. Den smukke Fugl sank ned paa Jorden,
krummede den lange Hals slangeagtigt et Par
Gange frem og tilbage, bredte Vingerne sitrende
ud med en Dødsrallen, som skar mig i Hjertet.
Nu blev der stort Røre rundt omkring os, et
Par Opsynsmænd kom farende ned til Vandet,
og skønt jeg forsikrede dem om, at jeg kun
havde handlet af Nødværge, forlangte de, at vi
skulde følge med op til Villaens Inspektør for
at afgive Forklaring. Heldigvis var denne en
meget human Mand, som blot forlangte, at vi
skulde opgive vore Navne og vor Adresse, og
jeg gik nu hjem med den Bevidsthed, at jeg
rimeligvis vilde komme til at betale en anselig
Sum for min Udaad. Dag efter Dag ventede jeg
at blive kaldt op paa „K ammeret“ ; men jeg
hørte Intet, og da jeg 14 Dage efter atter be
søgte Villa Doria Pamfili, sejlede min Modstan
der nok saa glad omkring i Kanalen. Men jeg
vogtede mig vel for atter at komme den for nær.
Naar man var træ t af Kunstnerlivet eller
noget ør af de mange Osteri-Aftener, fandt man