265 / 268
258
setet i G a lé ern e,“ og dermed løb han af Sted
til den henrykte Familie, hvor hans Meddelelse
bevirkede, at Vicomten forsvandt som en Skygge,
medens vi andre morede os kostelig over den
hele Historie.
Der skulde imidlertid komme en, som var
endnu bedre; thi paa en Salonaften meddelte
Overkrigskommissæren, at han var tilsagt til
Audiens i Vatikanet af Krigsminister Kanzler,
som ønskede at raadføre sig med ham i en vig
tig Sag. Vi andre studsede over denne besynder
lige Tilsigelse; men for Overkrigskommissæren
syntes det at falde ganske naturligt, og han
spurgte med megen Iver, hvorledes han skulde
være klædt ved en saadan Lejlighed.
Den næste Dag rullede han i en elegant Ekvi
page af Sted til Vatikanet, hvor en Officer af
Schweitzergarden modtog ham og førte ham ind
i Krigsministerens Arbejdsgemak. Kanzler, som
var Schweitzer af Fødsel, sad ved et stort Bord,
hvor han med Naale afmærkede forskellige P u n k
ter paa et Kort over Rom og Omegn, og da
Overkrigskommissæren traadte ind, gik han lige
imod ham, trykkede hans Haand og sagde:
„Det glæder mig at møde en Kollega fra et
Land, der har gjort sig saa berømt ved sine
Krige, som Danmark. Je g ønsker Deres Raad i