229 / 268
222
Aften havde nydt sit sædvanlige „mezzo caldo“
sammen med Ravnkilde i „Café C a rlo “, blev
han fulgt gennem Korso af et Par Banditter, som
gennem Vinduet havde lagt Mæ rke til, at han
havde vexlet større Pengebeløb.
Da Batzmann naaede ind i den snævre, mørke
„Via dei pontefici“, vilde de to Fyre kaste sig
over ham; men Batzmann undløb, og da hans
Ben var lige saa lange som hans Paradoxer,
naaede han „Palazzo C o re a “, hvor den skandi
naviske Forening havde sit Lokale. De to Ban
ditter lod sig imidlertid ikke skræmme, men
forfulgte ham lige op til Foreningens Dør, hvor
han maatte værge sig med sine lange Ben, me
dens han samtidig ringede paa Klokken. Og
først da Kustoden kom, tog Banditterne Flugten.
Båtzmann’s Efterfølger, baade i Sekretariatet
og som Bibliotekar ved Foreningen, blev den
senere saa bekendte Kunsthistoriker Dietrichson,
som i „Svundne T ider“ med stor Sympati og
Kærlighed har skildret Skandinaverne, de ro
merske Forhold og sin stille, beskedne Bolig,
hvor han, skønt hans Kaar dengang var meget
knappe, samlede sine skandinaviske Venner. Jeg
sender ham med disse Linier en varm Tak, ikke
alene for den Vinters Samliv, men ogsaa for den
Inderlighed og Begejstring, hvormed han omfat