SundhedtilstandenKøbenhavn

Hele dette

naturstridige og sundhedsfarlige Forhold

trænger i højeste Grad

til at ordnes

for hele Landet

ved Lov saaledes, at Atløbsboringernes Ufærd gøres

umulig og utænkelig. Under Forhandlingerne om Tillæget at 1914 til Loven af

24. Maj 1896 fremkom der fra forskellige Sider Tanker og Forslag i Retning af

Foranstaltninger og Krav til en Lov, sigtende til denne Ufærds Afvendelse. Efter

Lovtidenden, Ord. Samling 1913—14, Bilag Pag. 2512—2530, anbefaler den ene

Skønsmand atter som Bestemmelse i en eventuel Lov at vælte Sagkundskabens

Afgørelse — om en Alløbsboring i det givne Tilfælde kan »skønnes at forurense

eller ville forurense Vandet i en saadan Vandforsynings Boring« — over paa

Vandværksejeren, som er den ene Part i Sagen, nemlig Klageren; denne sidste

sidder ganske vist gennem sine Ingeniører inde med Sagkundskaben; men man

er dog nok berettiget til at antage, at Loven ikke kan akceptere dem som »uvil

dige«. Og ganske vist sidder Vandværksingeniørerne, Klagens egentlige Ophavs-

mænd, inde med de til et saadant Skøns Afsigelse fornødne geologisk-hydrologiske

Fakta, og det kan vel fremhæves i højere Grad end de fleste andre, men da

deres Undersøgelser gennem fortløbende Offentliggørelser jo er Fællesejendom i

alt Fald for kyndige Læsere, maa Loven med fuld Føje kunne gaa ud fra, at

Retten til Skønnets Afgivelse vælger i alt Fald den ene som geologisk Sagkyndig,

hvad i det givne Tilfælde jo ogsaa var sket ved Valget af en Geolog, som oven

i Købet specielt har geologisk behandlet Kortbladene for denne Egn, se »Dan

marks geolog. Unders. I. Række Nr.

«. For saa vidt var alt i dette 1iltælde af

Retten forberedt paa bedste Vis, og det Spild af Tid og Penge, som det af Retten

valgte Skøn forvoldte gennem det fremsatte Krav, bør hverken uden eller med

Lovhjemmel kunne gentages noget Sted i Landet.

At den gældende Lov er ganske ude af Stand til at

forhindre

disse farlige

Afløbsboringer, og at dens Anvendelse i de hidtil kendte Tilfælde viser de ned

satte Skønsmænds meget mærkelige Optræden som »sagkyndigt Skøn«, maa sikkert

indrømmes af alle uden nogen Undtagelse. I lige Maade maa det af sanitære

Grunde saavel som af økonomiske indrømmes og kræves, at en ny og bedre

fuldt nyttig Lov nødvendigvis maa fremskaffes her i Landet for at gøre denne

mod al sund Fornuft og Naturens Orden end sige mod al sund offentlig Sund

hedspleje stridende Ufærd umulig.

Og det ikke blot for Hovedstadens Vedkommende;

thi hele Landet er

interesseret

i en saadan Lov paa det aller alvorligste, ikke blot i sanitær, men

ogsaa i høj Grad i

økonomisk

Henseende. Over 60 Købstæders samt Villa- og

Stationsbyers Vandforsyninger ere udsatte for de samme Attentater. Langt over

430 Landsbyvandværker og et meget stort Antal — mange Hundrede

indu

strielle og landøkonomiske Vandforsyninger trues af den samme alvorlige Fare.

Hele Landet, By som Land, er med de omkring 1000 dybe Boringer ned til det

dybe,

mobile

Grundvand under Morænen alvorligt truet og venter spændt en

ny og bedre Lovordning. Men hvorfor — som det ogsaa fremgaar af de citerede

Sider i Lovtidenden — ikke blot den ene Skønsmand, men ogsaa Vandvæiket

til Forbillede for en fremtidig Lov her hjemme fremdrager netop Preussens

Vandlov af 1913, det er ikke saa lige at forstaa. Denne Vandlov tager sit im

perialistiske Præg efter de sydtyske Staters romersk paavirkede fiskale Retsregler

fra

Frederik I’s Constitutio de regalibus, Retsregler som ere vidt forskellige

fra de Bestemmelser i vore gamle saavel som nye Love, der hjemler Ejeren

fri og uindskrænket Brugsret af sin Grund under Ansvar overfor Skade, voldt

af anden Mand eller det offentlige. Vilde man endelig søge et Forbillede i

Tyskland, da vilde den Vandlov, som Kongeriget Sachsen den 13. Marts 1909 ved