767 / 868
Skr. ang. Fattighjælp.
687
1931.
for Hustruen. Dette maatte imidlertid føles urimeligt, og 4 Dec.
de kommunale Myndigheder har derfor ved den administra- Nr- 190
tive Gennemførelse af disse Bestemmelser af sig selv søgt
at forhindre saadanne Urimeligheder. Endelig kan som
et Eksempel paa en aabenlys Urimelighed nævnes, at for
saavidt en Hustru, der ikke samlever med sin Mand, er anbragt
paa en egentlig Forsørgelsesanstalt (Fattiggaard) paa Grund
af Arbejdsuvillighed, Drikfældighed eller andre uheldige
Forhold, medfører Hjælpen altsaa ikke Virkninger for hende,
men kun for Manden, der maaske er en stræbsom og flittig
Mand, forlængst uden Forbindelse med Konen.
Ud fra foranstaaende Betragtninger mener Socialmini
steriet at maatte se saaledes paa det rejste Spørgsmaal,
navnlig efter den Udvikling af Samfundsforholdene, der har
fundet Sted siden Fattiglovens Ikrafttræden, at de Forudsæt
ninger, paa hvilke den hidtil raadende Opfattelse af Spørgs-
maalet bygger, er uforenelige med de Forudsætninger, paa
Grundlag af hvilke andre herhenhørende Samfundsspørgs-
maal er ordnede, og efter den Anledning, som den nu forelig
gende Sag giver, har Socialministeriet taget op til grundig
Overvejelse Spørgsmaalet om, hvorvidt det vil være fornødent
af lovmæssige Grunde at fastholde den gældende Opfattelse,
der i øvrigt tidligere fra anden Side har været bekæmpet som
fortolkningsmæssig urimelig.
Det skal nu herved først bemærkes, at Grundlaget for at
lade en ydet Fattighjælp have de i Loven fastsatte Virkninger
for en Person i Henhold til Fattiglovens § 1 maa være det,
at paagældende har Pligt til overfor det offentlige at forsørge
sig selv eller de Personer, til hvis Underhold Hjælpen ydes.
Med Hensyn til gifte Kvinder er det ikke i Fattigloven
udtalt, at en saadan Kvinde ikke har Pligt overfor det offent
lige til at forsørge sig selv. I Mangel af en saadan positiv
Bestemmelse kan dette ikke paa Forhaand, have Formodnin
gen for sig, og det saa meget mindre, som det ved selve Fattig
lovens § 3 er paalagt ogsaa en gift Kvinde at forsørge sine
Børn, idet det maa synes selvmodsigende, at man skulde
have villet lægge
en Pligt til at forsørge andre
paa Individer,