765 / 868
Skr. ang. Fattighjælp.
685
1931.
— Underholdsbidrag, nemlig 15 Kr. maanedlig, vil være at 4 Dec.
betragte som Fattighjælp for Manden.
^r. ^0
Under Henvisning til, at Indenrigsministeriet i Skrivelse
af 31. Marts 1927 havde udtalt, at en frasepareret Hustru,
til hvem der ligeledes ydes en Understøttelse, svarende til
det Manden paalagte — men af ham ikke udredede — Un
derholdsbidrag, ikke kunde optages paa Valglisterne, har
Amtet herefter i Skrivelse af 3. August d. A. forespurgt,
om den fornævnte N. N. ydede Understøttelse betragtes som
Fattighjælp
ogsaa til hende.
I denne Anledning skal man udtale følgende:
Da Spørgsmaalet om Virkningen af den en Hustru ydede
Hjælp i sin Tid efter Fattiglovens Ikrafttræden meldte sig,
traf Administrationen den Afgørelse, at saadan Hjælp kun
havde Virkning for Manden, og denne Afgørelse er siden
blevet fastholdt og har dannet Grundlag for Administrationens
Stilling til senere opstaaende Spørgsmaal, der staar i For
bindelse hermed.
Denne Afgørelse har været bygget paa, at Manden efter
Fattiglovens § 2 er pligtig til at forsørge sin Hustru, saalænge
Ægteskabet ikke er endelig ophævet, og paa, at efter Fattig
lovens § 10 betragtes den Hustruen ydede Hjælp som oppe-
baaret af Manden og for ham medfører de med Hjælpens Mod
tagelse forbundne Virkninger.
Da Afgørelsen i sin Tid blev truffet, havde den kun uvæ
sentlige Konsekvenser og kunde derfor ikke volde Vanskelig
heder. Kvinder havde ikke Valgret, Adgangen til offentlig
Hjælp uden Retsvirkninger var meget begrænset, jfr. saaledes,
at der ikke fandtes Hjælpekasser, og at en gift Kone ikke havde
selvstændig Adgang til Alderdomsunderstøttelse. For Hjem-
sendelsesspørgsmaalet spillede Problemet ingen Rolle, thi
Hustruen maatte dog følge sin Mand. Men efterhaanden som
Spørgsmaalet om Kvindens Ligestilling med Manden trængte
sig frem, viste det sig, at Administrationens Standpunkt
voldte Vanskeligheder.
I saa Henseende kan først nævnes Lovgivningen om
Alderdomsforsørgelsen. Indtil Aldersrenteloven af 1922 havde