117 / 681
104
BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795
Paa samm e T id, som D irek tionen om hyggelig t vaagede over Over
ho ld elsen a f sin e Rettigheder, og intet kund e være m ere form elt end
dens Afvejen a f Reglerne for M ed lemm ernes gensid ige Optræden, er der
bevaret Træk, der v idner om T iden s patriarkalske Tænkem aade. En
fattig Enke søgte i Aaret 1738 at opnaa et Laan paa 500 Rd. i anden
Prioritet, m en fik Afslag paa Grund af H u sets ringe Værdi. En af
h endes Kreditorer, B end ix Borrebye, som sku lde have været tilfreds
stillet ved det paagæ ldende Laan , v ild e derefter straks lade Huset stille
til Auktion . Paa Enk en s indstændige Anm odn ing gik D irek tion en im id
lertid ind paa at tage sig af h ende s Sag, kaldte Borrebye op paa Kon
toret og fik ham overtalt til at give Enk en 8 Dages Frist til at skaffe
P engen e til Veje. D erm ed var m an dog ikke færdig med Sagen. 8 Dage
efter kunde Enk en kun præstere et Løfte om Laan af en Jøde, som
im id lertid ikke havde ind fundet sig, hvorfor Enken , m ed en s D irek tionen
og Borrebye sad og ven ted e paa Kontoret, gik ud i Byen for at finde
ham . Da An strengelserne var forgæves, udvirkede D irek tion en paany
en 8 Dages Frist. H eller ikke nu havde hun større H eld m ed sig. Til
Slut sejrede hos D irek tionen M ed lidenheden over de forretningsmæssige
H en syn , og den bevilgede h ende trods tidligere Afslag et Laan paa
500 R d
. l).
Medens d enne Ep isode alene var et Udtryk for T idens smaaborger-
lige og patriarkalske Præg, og den viste Lem fæ ld ighed næppe stod i
Samm enhæng m ed nogen T ilbøjelighed til i højere Grad end tidligere
at stille sig im ød ekomm end e over for Kassens In teressen ter, er der
imod fra 1779 bevaret et Træk, som tyder paa en Forandring. B landt
de forsikrede cirku lerede paa dette T idspunk t en Skrivelse, i hv ilk en
m an bebrejdede D irek tørerne at have siddet en G eneralforsam lingsbe
slu tn ing overhørig og krævede, at de ikke maatte have S temm eret i de
D eliberation skomm itteredes Møder. I Stedet for at fare i Harn isk og
harmd irrende forlange, at Magistraten sku lde skride ind , var det tyde
ligt nok et gan ske andet H en syn , m an paa dette T idspunk t m en te at
skylde In teressenterne. Om nogen Klage over den viste Form asteligh ed
var der ikke længere Tale, derim od om at beklage den uretfærdige Be
skyldn ing og forsikre om sin U skyld ighed . . . »Vi heldage, at os skal
tiltroes en saa stoer U forsigtighed, da vi ikke viide at hafve nogen T iid
gived Interessen tskabet And ledn ing til M istillid i vore Hand linger, m en
alle Ti ider saavidt m uelig t søgt at efterkomm e de os som D irecteurer
paaliggende P ligter, hv ilk e vi og for Eftertiiden skal iagttage . . ,«2)
Selvfølgelig er det mu ligt at betragte F orsk ellen i D irek tionen s
Optræden i 1733 og 1779 som tilfæ ldig eller som Udslag af de fun
gerende Direktørers forskellige Karakterer. Aarsagen har dog rim elig
vis ligget dybere og hængt samm en m ed N ødvend ighed en af, i samm e
Grad som Kampen for at berøve Magistraten dens Ind flydelse over