114 / 681
BESTYRELSESFORHOLD. FR. BARFREDS SIDSTE KAMP
101
opfordrede han offentlig og gentagne Gange i Berlingske A v is1) sine
Medinteressenter til samm en m ed ham at ansøge om , at D irek tionens
Optræden maatte b live gjort til Genstand for Undersøgelse ved en sær
lig Komm ission .
Atter søgte D irek tionen Ly hos K an celliet2) og forestillede, at det
var im od al Orden, at en enkelt Mand »for hans Trættekiærhed og
nroelige Grillers Skyld« sku lde være i Stand til at sætte den hele Bys
Indbyggere i Bevægelse og give An ledn ing til Processer. Der var saa
meget m indre An ledn ing dertil, som alt i Brandforsikringen stod for
træffeligt til, og Angrebene var uden Grundlag. Den krævede derfor, at
der b lev givet Barfred T ilhold om at holde sig rolig, eller at han b lev
straffet. Dens Ønske b lev ikke opfyldt. Kancelliet var forstandigt nok
til at betragte Barfred som ikke helt tilregnelig og h env iste3) D irektionen
til et privat Sagsanlæg og raadede i øvrigt, trods »hans fremturende
Dristighed im od de ham saa ofte bek iendtgjorte Befalinger«, til ikke
m ere at agte paa den »gamle uroelige Mands Forslag«.
Lige saa fornuftigt optraadte Brandforsikringens Interessenter. Paa
G eneralforsam lingen d. 16. April 17904) foreslog D irektionen , at der
sku lde anlægges Sag im od Barfred og indrykkes i Aviserne en Advarsel
m od at ind lade sig m ed ham , samt antydede, om det ikke vilde være
heldigt at faa ham afsat fra hans Stilling som Deliberationskomm itteret,
der gav ham en Slags Avtoritet. I hvert Fald vilde det sidste, uden For
tilfælde som det var, have været ubetænksom t og kunde have ført til
en langvarig Strid, som det slet ikke var udelukket, at Barfred havde
vundet. Sporene fra de 32 Mænds Forsam ling kunde nok virke skræm
m ende. Det var derfor klogt og i V irkeligheden tilstrækkeligt, at Gene
ralforsam lingen nøjedes med at give D irektionen et kraftigt T illidsvotum ,
udtrykte sin Overbevisning om , at den havde hand let i fuldstændig Over
en sstemm else med de kongelige Anordninger, sam t erklærede Barfreds
Beskyldninger for urigtige og ugrundede. En Advarsel i Aviserne fandt
m an ogsaa paa sin Plads, hvorim od et Sagsanlæg var ganske overflødigt,
da det havde vist sig, »at hand dog ikke ved Mulcter kand rettes«.
Endnu en Gang sku lde Brandforsikringen beskæftige sig med Fr.
Barfred. D. 29. Januar 1793 udsendte han en Bekendtgørelse, under
tegnet A n onym u s5). Dens Begyndelse er en udmærket Prøve paa
hans Stil:
Høystnødvendig Bekiendtgiørelse!
Glæder Eder i dette nye Aar, i Fattige, Hungrige, Usle, Nøgne,
Syge og Nødlidende; Ja ! de Arbeydende med, paa Stadens Hospital
og Ladegaarden; samt foruden, NB. Et almindelig frie Brød-Huus, for
alle omløbende Betlere; (saaledes at ingen kunne døe af Sult) hvis
Kaar alle ere muelige at kan blive forbedrede; Men beder, beder,
Gud inderlig og indstændig, som nu, (Gud skee evig Tak) har aabnet