KjøbenhavnsBrandforsikring

BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795

er i Interessenternes Sameje, paa samme Maade som et octroyeret

Handels-Sælskabs Midler tilhøre samtlige Actie-Havere, og altsaa hver

ken egentlig at ansee som Deres Majestæts eller som Statens Cassa,

ej heller som en Stiftelse, der vel i Staten forestiller en moralsk Per

son, men ikke er i privates Ejendom, saasom Fattiges, Hospitalers og

andre piorum corporum Gods eller saadanne Fonds, der ere samlede

ved et paabudet og ei frievilligt Sammenskud, saasom Brand-Casserne

for de andre Kiøbstæder i Danmark og Norge. . . .

Af d enne Interessen tskabets Natur, af den Omstænd ighed , at Kon

gen havde stadfæstet Funda tsen , og endelig af de udstedte Anordn inger

fulgte im id lertid , at B randforsikringen var afhængig til to Sider, af Re

geringen og af Magistraten. Den egentlige Opgave var derfor at sætte

Grænsen for de forskellige Myndigheders Ind flydelse. Over for Rege

ringen var det m eget let. »Retfærdighed« forbød Kongen m od Selskabets

V ilje at forandre Funda tsen , m ed en s Kongens Stadfæstelse h indrede In 

teressen terne i at gøre det paa egen Haand. Skønt det ikke udtrykkelig

b lev sagt, var d isse to Faktorers gen sidige A fhængighed altsaa kun til

Stede i Spørgsmaal, som havde fundet deres L ø sn ing i Fundatsen . Konge

og In teressenter var to kon traherende Parter, hvis Kontrakt (Fundatsen)

kun kunde ændres ved gensid ig Overenskom st. Forho ld et til Magistraten

var m ere indvik let paa Grund af de mange til forskellige T ider udstedte

Anordninger. I V irkeligheden øn skede K omm ission en , at enhver For

b indelse m ellem Brandforsikringen og Byen s Styrelse maatte b live op 

hævet. Da det im id lertid ikke var paalagt den at fremsætte dertil sig

tende Forslag, nøjedes den m ed genn em sin F ortolkn ing at gøre Inter

essen tskabets A fhængighed saa ubetydelig som vel mu ligt. Efter dens Me

n ing viste saavel Reskriptet af 1756 som Forbedringsposterne af 1769 m ed

al Tydelighed , at om nogen egentlig Overdirektion var der ikke Tale, lige

saa lidt som der var det i en Enk ekasse eller enhver anden privat og fri

villig Samm en slu tn ing. Magistratens Myndighed indskrænkede sig til

Kassens Fond . Paa Grund af dettes Størrelse var det egentlig en um u lig

Tanke, at de faa Magistratsm ed lemm er sku lde staa inde for det, saa m e

get m ere som Regnskabsvæ senet og dets R ev ision ud elukkende var lagt

i Brandforsikringens Hænder. Den bestod im id lertid og maatte derfor be

tyde, at B eslu tn inger desangaaende for at iværksættes krævede Magi

stratens Sam tykke. Alt dette var klart nok . Der fandtes im idlertid den

Vanskelighed , at Forbedringsposterne 1769 udtrykkelig havde bestem t,

at G eneralforsam lingens Dagsorden forud for Mødet sku lde m eddeles

Magistraten. Paabudets h istoriske Oprindelse viste m ed al m u lig Tydelig

hed, at Tanken derm ed var at tilstaa Byens Raad en Vetoret*), og det

var en tv iv lsom F ortolkn ing , da K omm ission en kom til det Resultat,

*) Se S.