233 / 681
2 2 2
BRANDFORSIKRINGEN 1795- 1807
de brand lidte Fond et til D eling i Forho ld til deres A ssurancesumm er.
o
Det var et Udtryk for samm e Opfattelse, m en rigtignok tillige for Frygt
for, at den ikke sku lde trænge igennem , da 4 Husejere d. 11. Juni gen
nem No tariu s pub licu s lod D irek tion en vide, at de udtraadte af Brand
forsikringen, og fra det Øjeblik, da Opsigelsen var forkyndt, hverken
vilde betale nogen Slags Præm ie, T ilskud etc. eller i Ildebrandstilfæ lde
hæve nogen Erstatning, altsaa opgav alle af Retsforholdet ilyd end e Ret
tigheder og P lig te r1). Et Par Husejere v ild e dog gaa med til en ekstra
ordinær Afgift, naar vel at mærke det indbetalte Beløb b lev betragtet som
Laan , der senere sku lde tilbagebetales.
D isse Forslag og Udtalelser var ikke gunstige for de brand lidte In
teressen ter og vakte a lm indelig Uro iblandt dem . 55 Husejere m ed saa
ansete Mænd som Ladiges og 0 . B. Suhr i Spidsen henvend te sig der
for til Kongen og forestillede h am 2), at de, hvis Brandforsikringen h lev
erklæret in so lven t og dens Form u e delt m ellem de brand lidte, vilde se
sig »bestedet i den yderste Nød« og være ude af Stand til at genop
føre deres Bygninger. Andre søgte at afværge Slaget ved i ind send te
Forslag at anvise Midler, der vilde gøre det mu ligt at skaffe de brand
lidte fuldstændig Erstatning for Tabet. Selvfølgelig kunde det kun ske
ved Statens Hjælp. Begrundelsen var den ejendomm elige, at Ilden op
stod paa H olm en og navn lig fik sin store Udbredelse ved Ødelæggelsen
af N ikolaj Taarn. Da de paagæ ldende Bygninger var offentlig E jendom ,
paahv ilede det Regeringen at komm e Selskabet til Hjælp, hvad der var
saa m eget m ere An ledn ing til, som Branden ikke var paasat, m en efter
Forfatternes Mening opstaaet ved H olm en s F olks Uforsigtighed. Man
krævede ikke den fu lde Brandskade erstattet, m en nøjedes m ed at for
lange et større eller m indre T ilskud , enten i Form a f e n direkte Forstræk
ning, af et rentefrit Laan, en alm indelig Landeskat eller af en kongelig
Garanti for et L ivrentelotteri, hv is Overskud sku lde tilfalde Brandforsik
ringen. Højesteretsassessor M ichael T rescliow vilde tillige paalægge alle
de ikke-brandlidte en 28-aarig Ekstraafgift paa 1A %.
De ind send te Betænkn inger har væsentlig Interesse som Udtryk for
S temn inger, der gjorde sig gæ ldende i den brandlidte By. Selv om ingen
af P lanerne egnede sig til Gennem førelse, kunde de dog give F ingerpeg
og derved b live a f Betydn ing under Forhand lingerne m ellem de Myn
digheder, der havde Afgørelsen i deres Haand. D isse var Brandforsik
ringens D irektion og de D eliberationskomm itterede sam t Regeringen.
Branden havde straks givet An ledn ing til Æ ndringer i D irek tionen s
Samm ensæ tn ing, idet 2 af dens M edlemmer ikke følte sig de van skelige
Opgaver vok sne og nedlagde deres Hverv. D irektør K. Christensen havde
allerede længe været syg af Gigt og var nu saa medtaget paa Helbred
og »S indsbeskaffenhed«, at han maatte fratræde3). Hans Ek sem pel b lev
fulgt af D irektør Madsen, der havde m istet sin Gaard og sit Sukkerraf-