239 / 681
dit saavel m ed H en syn til den offentlige som til den private Form u e,
hvilke Midler der bedst kund e bringe L iv i H andel og Industri, og ende
lig paa hvilk en Maade m an kund e skaffe Byggematerialier til de brand
lidte, altsamm en Hverv, der i en paafaldende Grad m ind er
0111
de Spørgs-
m aal, som i 1728 b lev rettet til den nedsatte M agistratskomm ission .
Men m eden s d enne paa en Gang havde søgt at lø se alle Opgaver, en e
des F in an sk omm ission en straks paa Mødet d. 17. Juni 17951) om først og
fremm est at beskæftige sig med Brandforsikringen og faa afgjort, hvor
ledes den »enten ved sig selv a lleen e eller tillige ved Understøtning
kunde holdes paa Fode«.
Saa vidt m an kan skønn e, har der inden for K omm ission en været
fu ldkomm en En igh ed om ikke at erklære Brandforsikringen fallit ved
at overlade dens F orm u e til D eling m ellem de brandlidte, m en at sætte
den i Stand til i størst mu lig Udstrækn ing at yde Erstatning og derefter
at fortsætte sin V irk somhed som hidtil. Skarpest kom d enne Opfattelse
til Orde genn em Ove M a lling2). At Brandforsikringen sku lde gaa fallit,
var efter hans Tanke »uretfærdig i Grundsætning, uov ereen sstem n iend e
m ed Brand Kassens Grundlov, ødelæggende i sine Følger, unødvend ig
efter T ingenes Stilling«. Det var uretfærdigt, fordi saavel In teressen terne
som deres Kreditorer altid havde regnet m ed fuldstænd ig Erstatning, og
det var u lovligt, fordi Anordn ingen af 1733 form elt berettigede dem der
til. F ølgelig var et Brud paa disse Forudsæ tn inger »intet m indre end et
Bedrageri«. F ik de brand lidte ikke fuldstænd ig Erstatning, v ild e baade
de og deres Pan thavere lide saa stort et Tab, at en a lm indelig Usikker
hed i alle Kred itforhold b lev Følgen . Andre fremhæ vede, at det v ild e
være um u lig t at skabe en ny Brandforsikring, naar den ældre saa fuld
stændig havde svigtet de Forhaabn inger, der var ble ven stillet til den, og
fastslog, uanset h v ilk en Lø sn ing paa Vanskelighederne der end kunde ud-
findes, at Brandforsikringen alene af den Grund burde vedb live at bestaa.
Spørgsmaalet b lev dernæ st, hvor vidt de brand lidte sku lde have
fuldstændig Erstatning eller afkortes et større eller m indre Beløb. Ganske
vist ind rømm ed e m an , at det var »al A ssurances Natur og Forp ligtelse
at give fuld Erstatning«, og skjulte ikke, at ethvert Brud paa dette Prin
cip i V irkeligheden var ensbetydende m ed en Fallit. Konferensraad
Colbjørnsen gjorde im id lertid m ed Rette gæ ldende, at de brandlidte ikke
i Anordn ingen af 1733 vilde kunn e finde nogen jurid isk H jemm el for
Krav, der oversteg Selskabets F o rm u e3), m edens I. N. Tetens med uom
stødelige Tal efterv iste4), at det, for overhovedet at faa Brandforsikrin
gens P engeforhold ordnet, var nødvend igt at nedskrive Gælden, efter
hans Mening m ed 25 % eller til ca. 3 Mill. Rd. F inan skomm ission en
kunde saa m eget m indre nære Betænkelighed ved dette Forslag, som
den ældste Anordning for Brandforsikringen netop havde fastsat, at der
i alle Branderstatninger sku lde fradrages 25
°/o
som Værdien af Grund
2 2 8
BRANDFORSIKRINGEN 1795—1807