241 / 681
2 3 0
BRANDFORSI KRIN GE N 1795—1807
del forkynder, naar
XU
af H ovedstaden sku lde længe og for en stor
D eel hvile i sine Ruiner«. Desuden glem te den heller ikke at gøre op
mærksom paa, at jo lang somm ere Byens Genopførelse fandt Sted, desto
længere T id v ild e det vare, inden dens Næ ringsliv igen kom paa Fode.
V irkningerne heraf v ild e snart kunn e spores for Statens F inan ser i en
Form ind sk else i Toldindtægter, Konsumption , Ekstraskat etc., og for de
offentlige Stiftelser, hvis ud laan te Midler var udsat for at gaa tabt. Kom
m ission en fandt det ud fra disse Motiver forsvarligt, at Staten, altsaa
det h ele Land , genn em et direkte T ilskud var m ed til at raade Bod paa
de U lykker, Branden havde forvoldt i H ovedstaden , og foreslog at give
et aarligt T ilskud paa 30 å 40 000 Rd., samt at eftergive Kvartprocent
skatten af Brandforsikringens ud laan te Kapitaler. Den regnede ved
Hjælp af et saadant Bidrag i Forb indelse m ed den forhøjede Præm ie
at sætte Brandforsikringen i Stand til at forrente og i Løbet af 31 Aar
at indfri sam tlige Annu itetsbeviser. Ek sem pelv is vilde i 1796 36 Num re
å 1000 Rd., i 1811 57 og i 1826 de sidste 90 b live ud trukket1). Der var
saa endda ikke taget H ensyn til de Bygninger, som vilde b live genop
ført og assureret, og hvis Afgifter vilde sætte Selskabet i Stand til endnu
hurtigere end beregnet at afvikle Gælden. Det var en Selvfølge, at, saa-
snart dette var sket, sku lde saavel den kongelige Gave som In teressen
ternes ekstraordinære Bidrag bortfalde.
Forudsæ tn ingen for Forslagets Gennem førelse var im id lertid , at der
b landt Interessen terne var En ighed om dets B illighed og Vilje til at bære
de forøgede Byrder, der b lev lagt paa dem . D en Mangel paa Offervillig
hed, om hvilke Horns Betænkn inger var V idnesbyrd, og som endog
havde hevæget enkelte Husejere til straks at m elde sig fra, loved e langt
fra godt. Det var derfor i høj Grad betimeligt, at F inan skomm ission en
sam tid ig m ed at ordne Erstatningsspørgsmaalet foreslog B estemm elser,
der gjorde det umu ligt, at selv en alm indelig Uvilje kunde komm e til
at skade Brandforsikringen . Midlet var Indførelsen af Forsikringstvang
og M onopol inden for Selskabets territoriale Omraade.
Forsikringstvang var paa dette T idspunkt ikke noget nyt i Danm ark ,
idet en saadan Ordning lige fra 1761 havde været gennem ført i den
alm indelige Brandforsikring for Bygn inger i de danske Købstæder og
var b leven bevaret i Anordn ingen af 29. Februar 17922). I Hovedsta
den kom Tvangen til at omfatte offentlige saa vel som private E jen
domm e. Kun lod m an det staa hen, hvor vidt den ogsaa sku lde gæ lde
de m ilitære Etaters Bygninger, dels fordi m an ikke vidste, om d isses
Styrelse øn skede Assurance, dels fordi det for Brandforsikringen kunde
være en tv iv lsom Fordel at overtage R isikoer som f. Eks. Arsenalerne,
der paa Grund af de Oplag og V irksomheder, de rumm ede, hørte til de
mest brandfarlige.
Ind førelsen af Forsikringstvang og Monopol betød en Grundforan