247 / 681
BRANDFORSIKRINGEN 1795-1807
V edkomm end e m ed Em b ed smænd , hvis bureaukratiske L øbebane havde
givet dem deres Præg, og som førte det m ed sig over i Brandforsikrin
gen. D isse D irektører øn sk ed e saa vidt mu ligt i a lle Forho ld at have
lovmæ ssige Forskrifter for deres Optræden og var sam tid ig m ere end
deres Forgængere tilbøjelige til med Anordn ingerne i Haanden strengt
at kræve B estemm elsern e overhold t. D isse Egen skaber præger næsten
alle Sider af det organ isatoriske Arbejde, der udførtes i 1795 og tig. Aar.
Med H en syn til
S tyrelsesforholdene
viste det sig i F rem tiden først
og fremm est af B etydn ing, at Brandforsikringen , fra at være en under
Magistratens Kontrol selv styrende Institu tion , i Stedet for b lev i højeste
Grad afhængig af Cen traladm in istrationen , særlig Dan ske Kancelli*).
I Ø jeblikket var det dog Æ ndringen i D irek tion en s Samm en sæ tn ing,
som lagde Beslag paa Opmærksomheden . Forind en N yva lgen e fandt
Sted, supplerede m an Anordn ingen , hvis B estemm elser paa dette Punk t
var u fyldestgørende. Medens den n em lig erklærede, at Komm itterede
og D eliberation skomm itterede valgtes af »samtlige In teressen ter i ethvert
Kvarteer, . . . a f deres Middel«, havde den om Valget af de tre Direk-
a len e foreskrevet, at det paahv ilede de Komm itterede, m en ikke udtryk
kelig
b eg ræ n se t
Valgbarheden til disses egen Kreds. De D eliberations-
komm itterede besluttede d erfor1) at forespørge G eneralforsam lingen, »om
ikke Regelen for Valget af D irecteurer burde være d enne, at, da sam t
lige
S tad en s
Gaarde- og Huus-E iere, som interesserer i Gassen, væ lge de
120 Comm itterede In teressenter, saa sku ld e d isse aleen e tilligem ed Gas
sens nærværende D irecteurer sættes paa Valg«. Desværre raader der no
gen Uk larhed over den A fgørelse, som b lev truffet paa Generalforsam
ling en d. 12. August 17952). Da en form el Stadfæstelse af Udtalelsen ikke
fandt Sted, kunde det ligge nær at fortolke Tavsh ed en som Udslag af
et Ønske om ikke at b inde sig i F rem tiden ; den er dog snarere Udtryk
for stiltiende T ilslu tning. Dette er i hvert Fald T ilfæ ldet m ed Spørgs-
m aalet om G envalg3) og stadfæstes for Valgbarhedens V edkomm end e
ved den følgende Praksis, at alle D irektørerne var Interessenter. Da
der langt om længe kom til at foreligge en Undtagelse, havde del sine
særlige Grunde og gav da ogsaa An ledn ing til Strid.
G eneralforsam lingen d. 12. August 1795 afgjorde ogsaa Spørgsmaalet
om D irektørernes Løn og Funk tionstid . Det viste sig, at den stærke Me
n ingsforskel, som i det 18. Aarhundrede havde givet sig til Kende herom ,
endnu langtfra var bilagt. Det var kun m ed 38 m od 36 Stemm er, at
Lønn ingen b lev vedtaget; dens Størrelse sku lde være den samm e som
de kongelig udnævn te D irektørers, m en maatte ikke overstige 300 Rd.
F inan sko lleg iet m en te ogsaa, at dette Beløb var tilstrækkeligt4). Funk
tion stiden b lev 3 Aar, dog saaledes at de først valgte efter Ud løbet af
*) Se derom nærmere Side 291 ff.