252 / 681
NYORDNINGEN. MAKSIMUM. VURDERINGSFORRETNINGERNE
241
for de enkelte Assurancesumm ers Størrelse og forbudt, at de oversteg
50 000 Rd. Man havde derved villet skaane Brandforsikringen for Ri
sikoer, som kunde paaføre Kassen særlig store Tab, men overset, at
flere af disse, f. Eks. Rosenborg Slot og Frederiks Hospital, maatte be
tragtes som nogle af de bedste Forsikringsobjekter. Samtidig rejste der
sig en Vanskelighed. Før 1795 havde adskillige Bygninger været forsikret
højere end det nu fastsatte Maksimum , i alt til et Beløb af 1360100 Rd.
Af denne Sum var der b leven betalt Indskud og Præm ie efter den gam le
Fundats og tillige ifølge Anordningen af 17. Juli for den Tid, der var
forløbet, inden Omvurderingen naaede til disse Bygninger. Det var der
for uretfærdigt p ludselig at unddrage Brandforsikringen Ansvaret for en
R isiko, af hvilken der i en længere eller kortere Aarrække var bleven
betalt Afgifter. D irektionen forelagde Kancelliet Spørgsmaalet1) og op-
naaede ogsaa en kgl. Resolution for, at de Bygninger, der hidtil havde
været assureret for en højere Sum end 50 000 Rd., maatte vedb live al
være det, naar Bygningernes Ejere eller Bestyrere ønskede d e t2).
For et Brandforsikringsselskab var det selvfølgelig af største Vig
tighed, at Vurderingsforretningerne over de assurerede E jendomm e, der
udgjorde Grundlaget for dets Virksomhed, til enhver Tid var i Over
en sstemm else med Bygningernes T ilstand og med størst m u lig .N ø jag
tighed angav deres Værdi. Paa dette Omraade var Selskabet im idlertid
uheldigt stillet, idet de ældre Forretninger var foretaget til meget for
skellige T ider og efter uensartede Regler. I Tilfælde af totale Ildebrands-
skader betød det, at enten Kassen eller de brandlidte uretmæssigt led
Tab, ved Partialskader, at Selskabet ved at istandsætte Bygningen kunde
faa større Udgift, end det var forpligtet til. F inan skomm issionen havde
derfor ogsaa haft sin Opmærksomhed henvend t paa dette Punkt og faaet
bestem t, at der snarest muligt og paa Kassens Bekostn ing sku lde fore
tages en General vurdering af samtlige under Brandforsikringen assure
rede E jendomm e, og tillige at en saadan alm indelig Vurdering i Frem
tiden for de grundmurede Bygningers Vedkomm ende skulde afholdes
hvert 20. eller 25. Aar, for B indingsværkshuse endog hvert 10. eller 15.
Aar. Til disse Paabud knyttedes en Befaling til, at Mestrene under
deres Arbejde skulde paase, at Bygningerne var opført og indrettet i
Overensstemmelse med de gæ ldende Forskrifter: P lakaten af 29. Januar
1748 og Forordningerne af 19. Maj 1749 og af 4. Juli 1795. I modsat
Fald skulde de indberette det til D irektionen , som lod Meddelelsen gaa
videre til Kancelliet.
Gennem førelsen af disse B estemm elser voldte de største Vanskelig
heder og stødte paa heftig Modstand. Allerede Kravet om T ilsyn med
E jendomm enes Overensstemmelse med Byggeforskrifterne var ubehage
ligt. De forsikrede blev selvfølgelig m isfornøjet, naar D irektionen ind
berettede til Kancelliet3), at Vurderingsmestréne havde fundet Uoverens