KjøbenhavnsBrandforsikring

3 7 2

BRANDFORSIKRINGEN 1807-1868

Første Gang

var i 1828. Da

man paa dette T idspunkt øn sk ed e hur

tigst muligt at

faa Gælden afviklet,

hen stilled e D irek tionen til de Delibe-

ra tion skomm

itterede T. om

det ikke vilde være h eld ig st, at Kassen b lev

befriet for

Udgifterne til

Brandvæsenet, og at Husejerne, ligesom de havde

gjort det

før 1825, kom til at

udrede en Sprøjteskat. T anken stødte dog

paa

Modstand. Uagtet Direktionen

m en te, at det var unyttigt, blev det i

Stedet

for vedtaget2),, at man

sku lde nøjes m ed at forlange, at en for

holdsvis Del af Udgifterne skulde

overtages af A ssurancekompagn iet for

Varer

og Effekter. En

H envend else til R egering en3) førte dog ikke til

noget

Resultat. Kancelliet

h enviste til Drøftelsen i 1822—25 og gav et

skarpt

Afslag4).

Tanken

om en Nedsættelse

spøgede im idertid stadig blandt In teressen 

tern e5)

og bevirkede, at man

i 1841 foretog et kraftigt Frem stød og ind 

gav

et nyt Andragende til

Danske K an celli, i hvilket m an fremhævede

Løsøreassuraneens

Fremgang6).

Sam tidig virkede K jøbenhavns Borger

repræsentation

i lignende

Retning. Under de Forhand linger, der i d isse

Aar fandt Sted

Oktroj for L ø søreselskabet, indh en ted e Kan

celliet denne Forsam lings B etænkn ing7). D en kom bl. a. til at gaa ud

p a a 8), at der burde paalægges Møbelassurancen en forholdsv is Andel i

Udgifterne til Brandvæsenet. Da h eller ikke denne H envend else førte til

det ønskede Resu ltat, og Kancelliet endog sva red e9), at det fandt det

unødvend igt at forelægge Kongen Sagen, forsøgte Brandforsikringen som

sidste Udvej en direkte H envendelse til K ongen10), der im id lertid reso l

verede, at det sku lde have sit Forb livende ved B estemm elsen fra 1825u ).

Ti Aar senere syntes det et Ø jeb lik , som om Løsøreselskabet paa et

begrænset Omraade sku lde komm e til at deltage i Udgifterne. An ledn in 

gen var dets Forslag om , at der i N ikolaj Taarn sku lde oprettes en fast

Brandvagt, hvortil det erklærede sig villigt at bære sin D el af B eko stn in 

gen. K jøbenhavns Brandforsikring greb selvfølgelig straks til og u d ta lte12)

sin P aaskønnelse af, at »Varecompagniet ved denne Lejlighed har viist

sin Beredvillighed til at bidrage med til Bestridelsen a f Brandvæsenets

Udgifter«. A lligevel b lev det ikke til noget. Den nedsatte K omm ission

gjorde opmærksom paa Selskabets store Erstatningsudgifter og nøjedes

med at udtale sin Forven tn ing om , at »Compagniet, naar det ig jen er

komm et til Kræfter, vil, efter dets tidligere T ilsagn, give et aarligt Bidrag

til Bestridelsen af Udgifterne ved de nye Brandvagter«. Dette T ilfæ lde

indtraadte im idlertid aldrig.

Da Sagen paa ny b lev rejst i 1863, var Forho ld en e anderledes end

tidligere. Manglerne i Brandvæsenets Organisation var efterhaanden b le

ven alt for aabenbare, Klagerne for stærke til, at m an kunde lade sig nøje

med Smaaforbedringer. Byens Udvik ling krævede, at dens Slukn ings-

væsen fik en mere tidssvarende Karakter og navnlig, at m an forlod den

aarhundredgam le Sædvane at kalde Byens Borgere til Deltagelse i Kam