57 / 115
reservoir, var i Dagene forud blevet renset. Og Skæbnens blodige Ironi
vilde, at det netop var det brændende Kvarters Vandrender, der var
koblet fra for at fylde Søen. Da man forsøgte at hente Vand fra Stads
graven, satte Kommandanten, Grev Sponneck sig imod at Vesterport
blev aabnet. Som Grund angav han Frygt for at Garnisonen vilde de
sertere. Kongens Tilladelse skulde først indhentes. Den kom naturligvis,
men paa et Tidspunkt, da Ilden hade grebet saadan om sig, at Kata
strofen var uundgaaelig.
Foruden de umaadelige Værdier, der gik tabt for Privatfolk,
brændte ogsaa Universitetsbiblioteket, der den Gang hade til Huse paa
Trinitatis Kirkeloft. Biblioteket hade netop faaet en meget værdifuld
og uerstattelig Forøgelse samme Dag, som Ilden udbrød. 21 tungt
læssede Bøndervogne hade bragt Roskilde Domkirkes vældige Arkiv
ind, som ogsaa blev Ildgudens Offer.
»Mange betydelige Værdier gik til Grunde; de Tab, der føles den
Dag i Dag, er de mange videnskabelige Samlinger, Universitetsbiblio
teket, en stor Del af Arne Magnussens og flere Lærdes Biblioteker og
Haandskriftssamlinger. Raadstuearkivar A. Raff fik ganske vist reddet
en Del af de gamle Privilegier, men alle Stadens Regnskaber og Raad-
stueprotokollerne blev Flammernes Bytte«*).
Denne »mærkelige og meget frygtelige store Ildebrand«**) afspej
lede sig naturligvis ogsaa hos Datidens Poeter og Versemagere. Vi skal
her gengive et Par Strofer hentet fra Peter Lindes Bog: »Minder om
den store Ildebrand 1728«.
Kommer, seer og skuer nøje
Kjøbenhavns Ælendighed!
Hvo der har medynksom Ø je;
Den er størr’ end nogen veed;
Ilden brænd’ i trende Dage,
Navnet blev kun snart tilbage.
*) O. Nielsen: Kjøbenhavn Bd. 6 S. 480 ff.
**) Carl Fr. Reiser: Ildebrands-, Levneds- og Forfølgelseshistorie (1890).
54