HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Harald Langberg

fusket med mørtelen, kunne Brandenburg måske med rette have

erklæret, at det var sket uden hans vidende. Noget sådant har

åbenbart ikke fundet sted. Den advarsel, Marselis havde givet

om, at hvælvet ville falde ned, var der set bort fra, og en sådan til

sidesættelse kunne han med rette føle dybt krænkende, men han

var en religiøs natur og søgte trøst og beskærmelse hos sin gud.

Nu forholdt det sig sådan, at han var opdraget som katolik,

havde konverteret til den reformerte tro i Holland, var igen kom

met katolicismen nær i Italien, for atter i København at slutte sig

til de reformerte.

Det er ikke oplyst, hvilket år retssagen blev afsluttet, men den

dag han fik en genpart af den erklæring, han havde følt sig tvun

get til at underskrive, var rimeligvis en onsdag efter fastelavn

(aske-onsdag), da fasten før påske blev indledt. Marselis tog i alle

fald »Davids sæk og aske til hjælp« i sit håb om Guds støtte, og

den udeblev heller ikke, fortæller han. Da han hen mod middags

tid skulle ordne nogle forretninger på Børsen og måtte forlade

hjemmet, vaskede og salvede han sig, før han gik derhen.

Så kom nogle forretningsfolk, han kendte, ham i møde og gra

tulerede ham med, at han havde fået revanche! Det blev ham for

klaret, hvad det drejede sig om, og han forstod, at ved nitiden om

morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kon

gen og geheimeråd von Platen redet ud til den nye Østerport for

med egne øjne at se det »allerede forudsagte spectakel« af det helt

nedstyrtede, nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem por

ten, og da byporte er noget, der i høj grad angår befolkningen,

skriver Marselis, så var den halve by gået derud for at se, hvad

der var sket, medens han selv »lå i aske«.

Arkitektens høje chef, geheimeråd von Platen, mente, at Marse

lis nu kunne triumfere, men han sagde ikke noget hverken til von

Platen eller andre. I sit stille sind - og i sit efterladte manuskript -

priser han Gud for den hjælp, han havde fået.

Men Gud gik videre, end Marselis havde forestillet sig.

Da porten blev bragt i orden, og Brandenburg en aften, kort før

porten blev lukket, kørte udefra frem mod den i en lille, let, tohju

let vogn (kariol), gik det galt. Han blev - med vogn og hest -

skubbet ud fra broen, der førte til porten, og ned i den brede,

tørre grav. Kariolen var på den smalle plankebelagte bro ramt af