182 / 231
Beslaglæggelsen a f københavnske skoler til indkvartering af tyske sårede og flygtninge 1945
beredskabslageret på nr. 8 - med konserves og kiks og jeg ved ik
ke hvad blev båret ned til de ventende vogne. Der var en renden
op og ned ad trapperne, som af og til kunne se ud som den vilde
ste panik, men der var mening i galskaben, og resultatet var strå
lende. Ved 8-tiden om aftenen var alting i orden: Lokalerne var
ryddede, tingene bragt i sikkerhed, og rundt omkring på alle de
døre, hvor de ubudne gæster ikke skulle have adgang, var der
anbragt skilte med tydelig besked.
Men dermed var travlheden ikke forbi. Det næste spørgsmål
var: Hvordan skaffer vi lokaler, så vi kan fortsætte undervisnin
gen. Ja, svaret lå lige for: Der, hvor mennesker forsamles! Altså i
menighedshuse, i foreningslokaler, i biografer og i beværtninger.
Altså gik jeg til pastor Nissen i Kingoskirken, til formanden for
KFUM i Rådmandsgade, til direktionen for Nora Bio og til besty
relsen for afholdsrestauranten »Concordia« på Ndr. Fasanvej - og
alle steder fik jeg ja. Alle vegne forstod man, at skolen var i en
nødsituation, og man var rede til at række en hjælpende hånd.
Men endnu var der ikke lokaler nok, så måtte jeg prøve fabrikker
ne. Jeg var hos Glads Fabrikker i Nannasgade, og jeg aflagde et
besøg hos broncestøber Rasmussen. Begge steder ville man gerne
have hjulpet os, men var desværre ikke i stand dertil. På Heste
skofabrikken havde jeg bedre held med mig, idet først arbejderne
stillede deres frokoststue til skolens disposition, sidenhen skaffe
de driftsbestyrer Fridthjof Hansen os en hel 3-værelsers lejlighed i
forbygningen. Til sidst kom jeg i forbindelse med Richardt Mül
lers Metalvarefabrik, og der oplevede jeg det helt eventyrlige,
idet direktør Ernst Müller gav os 4 lokaler, således at det var mu
ligt at have hele eksamensmellemskolen samlet! Da de nye
V-
klasser skulle i gang, måtte jeg igen ud på lokale-jagt. Men jeg var
igen heldig: Allerede første gang var der bid. Direktør Holm fra
Arbejdernes Fællesbageri forstod vore vanskeligheder og stillede
bestyrelsens mødesal til rådighed, og da »Concordia« skulle have
en gennemgribende reparation fik vi ydermere 2 lokaler på Tek
nisk Skole i Charlottegade, så det klaredes altsammen.
Jeg beundrer det humør, hvormed lærerpersonalet tog de for
skellige genvordigheder. Alle arbejdede under mottoet: »Se glad
ud«. Når jeg de forskellige steder spurgte: »Hvordan går det?« fik
jeg adskillige steder det svar: »Udemærket! - Vi har det dejligt!«
180