IndustriforeningenIKjøbenhavn

— 9o —

ere langt dyrere her i Staden end andensteds i Riget.«

»Da behøves der kun,« hedder det sluttelig, »at nogle Penge-

mænd forene sig eller at et Aktieselskab bliver oprettet i

den Anledning for at bringe hele den kjøbenhavnske Haand-

værksstand til at trælle for disse Spekulanter.« Saa skarpe

Udtryk fordrede Gjensvar, og i Industriforeningens Skrivelser

om Sagen til den kgl. Fabrikdirektør gaar det stærkt ud

over Lavene, »som i enhver Forandring, ethvert Fremskridt

se et Spøgelse, der truer dem og deres Kaste,« deres mang

foldige K lager »ere som oftest kun et U d tryk for Brødnid

og i ethvert Tilfælde lige saa ugrundede, som om Haand-

værkerne i Kjøbenhavn vilde klage over Haandværkerne

paa Kristianshavn eller de, der boede paa K jøbmagergade

over dem, der boede i Slippen, fordi Boligerne paa Kristians

havn og i Slippen vel ere billigere end paa store K jøb

magergade.«

Som tidligere nævnt blev Privilegiet ikke begrænset

efter Haandværkerforeningens Ønske, men det blev rigtig

nok heller ingensinde gjennemført a f Industriforeningen, hvad

der imidlertid kun skyldtes Tidsomstændighederne og ingen

Principforandring.

D et var ingen Tilfældighed, at Over-

avditør

Otto Muller,

der senere fik en saa afgjorende Ind

flydelse paa Næringsfrihedens Indførelse her i Landet, paa

den T id var Repræsentant i Industriforeningen og herved

kom til at koncipere dennes sidste Skrivelse om Basar

privilegiet til Fabrikdirektøren.

Schweitz’s frie industrielle

Udvikling var ikke for Intet endog to Gange fremstillet i

Foreningens Tidsskrift som et Exempel til E fterfølgelse*, og

* Industriforeningens Tidende, I, 1838— 39, S. 130 flg; do. Kvartals

beretninger, IV, 1844, S. 33 flg.