IndustriforeningenIKjøbenhavn

—

den Betænkning, som Bogholder

Hellmann

i 1845 afgav om

Industriforholdene i Sverige, er et i flere Retninger vejledende

Ak tstykke. Han ser med Foragt ned paa den daværende

»Svenska Industriforeningen« i Stokholm, der byggede paa

»det demoraliserende Princip«, som ligger i Prohibitivsystemet

og en kras Lavstvang.

Den daværende svenske Haand-

værkerstand var, som han siger, »født under Forbud og T van g

og opammet ved Forestillingen om disses Uundværlighed for

Standen og om deres Nødvendighed til dens Velvære.«

Naar saadanne Udtalelser kunde skrives til Industri

foreningen, er det selvfølgelig, at en Lavshaandværker ikke

kunde staa i Spidsen for den, og naar Nogen herimod vil

gjore gjældende, at

J. G Schwartz

just paa den T id var

Foreningens Formand, maa det erindres, at han ikke var

Trædrejer men Kunstdrejer, ikke Lavshaandværker men

»Kunstner«.

Schwartz havde i 1816 sammen med K jøb en

havns 20 andre Kunstdrejere med Selvfølelse udtalt, at det

vilde være lige saa unaturligt at indlemme ham og hans

K olleger i Trædrejerlavet som at indlemme Landskabsmalerne

i M alerlavet! Den merkantile Periode endte altsaa i god

Overensstemmelse med Foreningens hidtil værende Formands-

praxis, og det blev mærkeligt nok forst den Periode, som

vi nu skulle gaa over til at skildre, der i denne Henseende

paa en vis Maade brød Traditionen. D et var fire p o ly tek

niske Kandidater, der i Aarene fra 1847 til 1857 vare Fo r

eningens Formænd, men den ene a f dem var samtidig L a v s

mester.

Som vi nedenfor skulle se, kan der dog ikke

lægges Væ g t her paa, hvad det kommer an paa er, at det

nu var den polytekniske Indflydelse, som hejsede F laget.

Den var tilstede strax ved Foreningens Stiftelse,

Forch-